Det er en veloplagt daglig leder af skranken på et af landets travleste apoteker, Steno Apotek på Vesterbrogade midt i København, der tager imod en tidlig morgen, før det store kunde-træk vælter ind i butikken.
Farmakonom Lone Herreholm tilhører med sine 52 år en generation, som befinder sig i sidste del af arbejdslivet. Men det bruger hun efter eget udsagn ikke fem minutter på at tænke over.
– Jeg lever i nuet og gør det, jeg har lyst til. Jeg gider ikke beskæftige mig med, hvad der måske sker om ti år. Indtil videre kan jeg holde til dette arbejde, og det har jeg tænkt mig at blive ved med så længe som muligt, siger hun.
Lone har ansvaret for, at selve apotekets livsnerve, skranken, fungerer optimalt hver dag. Hun skal sørge for, at hylderne er fyldt op, at medarbejderne fungerer som et team, og at hele logistikken omkring skemaplanlægningen er i orden.
Hun er også uddannet rygestop-coach og sundhedscoach, med i apotekets ledelsesgruppe og deltager i de ugentlige ledelsesmøder med apotekeren og souschefen.
Udfordringer
Da hun startede som elev i 1977 havde apotekeren altid det sidste ord. Farmakonomerne var en faggruppe, der ikke måtte træffe en selvstændig beslutning.
– Vi udleverede bare på forlangende og havde slet ikke den dialog med kunderne dengang, som vi har i dag. Vores ballast var en stor faglig viden inden for fremstilling af medicin, men de unge i dag er både fagligt stærke og enormt dygtige til at rådgive kunderne. Der har været noget at arbejde med for os andre!, siger hun.
Som så mange af sine kolleger valgte hun at blive elev på et apotek, fordi selve produktionen af medicin fascinerede hende. Men hun har ikke haft svært ved at følge med i omstillingerne inden for faget. Udviklingen har stillet store krav, erkender hun, men det har været på den gode måde.
– Det har været en udfordring og krævet, at man har skullet læse en del, være nysgerrig og efteruddanne sig løbende, fortæller hun.
Har du så fået det job, som du drømte om at få?
– Ja, for jeg har fået med mennesker at gøre, opnået indflydelse og været med til at synliggøre apoteksvæsnet som en del af sundhedsvæsnet. Der er dukket muligheder op hen ad vejen, som jeg har taget til mig. Jeg har fulgt mit hjerte og beskæftiger mig med det, som jeg brænder for, fastslår hun og tilføjer, at en af gevinsterne også har været at blive mellemleder.
– Jeg kan godt lide at være med der, hvor der bliver taget beslutninger. Og jeg synes, der bliver lyttet ligeså meget til mig som til souschefen!
Barn på skiftehold
For en kvinde i Lones generation har det at få familieliv til at passe med arbejdet bare været noget, der skulle klares – og det blev det.
Hun arbejdede på fuld tid samtidig med, at familien havde en lille datter – men med hendes to ugentlige fridage på grund af weekendarbejde og en mand, der arbejdede på skiftehold, fik parret dagligdagen til at gå op.
– Jeg forstår godt, at børnefamilierne bliver stressede af at hente og bringe børn, der også går til alle disse fritidsaktiviteter. Men når man får familie, tror jeg, det er vigtigt at erkende, at her er jeg lige nu – og så nedprioritere andre ting end familien. Efter at vores datter er blevet ældre, har der været plads til, at jeg kunne sige: Hvad er det, jeg gerne vil – og til at jeg kan gøre, hvad jeg har lyst til. Og det gør jeg skam også, siger Lone, der dyrker en stor vennekreds, adskillige fritidsaktiviteter og tager på skiferier og storbyrejser med sin mand.
Færre bolde i luften
Lidt presset må hun dog også erkende, at der ikke altid er balance imellem hendes arbejdsliv- og fritid.
– Når man brænder for sit job, bliver man så ivrig, at man bruger rigtig mange timer på arbejdet. For eksempel kræver skemaplanlægningen på apoteket virkelig noget – især hvis man prøver at opfylde de ønsker, kollegerne har! Her er det vigtigt at stoppe op og hente noget energi andre steder. En hovedpine er tegn på, at man lige skal have lidt luft…
Ville du bruge ordet stresset?
Nej, jeg bliver ikke stresset af at have travlt. Jeg synes heller ikke, jeg har færre kræfter, end da jeg var ung. Til gengæld er jeg blevet bedre til at prioritere.
Da jeg var yngre, kunne jeg ikke gribe alle de bolde, jeg selv sendte i luften – og som perfektionist havde jeg det ikke godt med ikke at gøre et stykke arbejde færdigt.
Det gælder om at have færre bolde i luften og gribe dem alle sammen. Jeg arbejder meget med at lære at sige fra, og det synes jeg også, at jeg er blevet bedre til.
Masser af tid
Hvad ville du have gjort anderledes, hvis du kunne lave noget om?
– Jeg er opdraget i flinkeskolen, og det ville da have været dejligt, hvis man var kommet ud over den skole lidt før i sit liv. At man lidt tidligere havde fået troen på sig selv, at tingene kan lade sig gøre, at jeg kan gøre det.
– Men jeg har masser af tid – og masser jeg gerne vil! Derfor blev jeg også lidt stille, da jeg som optakt til dette interview blev spurgt, om jeg havde overvejet, hvornår jeg ville gå på pension. Det har jeg slet ikke tænkt på. For jeg har så meget, jeg skal lære!
Hvad er dit råd til de unge farmakonomer, der skal ud på arbejdsmarkedet nu, når det gælder sammenhængen mellem arbejdsliv og familieliv?
Lone tænker et øjeblik, men svarer uden vaklen:
– De skal bare gøre det, de har lyst til. Det, de brænder for!