– Mine kolleger synes, at det var lidt sjovt, at jeg skulle interviewes omkring balancen mellem familie og arbejdsliv, siger Carina Padbjerg Kjelstrup og griner selv lidt ved tanken.
Vi sidder i familiens nyindkøbte røde murstenshus på en hyggelig villavej i Dragør på Amager. De 3-årige tvillinger Cecilie og Markus er afleveret i børneinstitutionen, og morgenmaden ryddet væk. På spisebordet står den bærbare klappet op og klar til næste mødereferat eller projektbeskrivelse.
Lige nu er alt under kontrol. Men det er ikke normaltilstanden i den lille familie, hvor mor har valgt at sige ja tak til en krævende stilling som souschef på Tårnby Apotek med masser af overtid og ansvar – og hvor tvillingerne leger »mor kører på arbejde« og ikke »far kører på arbejde« på de trehjulede ude i haven, fortæller Carina – med endnu et grin.
Lange dage
Carina har så lange arbejdsdage, at hun om aftenen kun ser tvillingerne mellem tre kvarter til en halv time, inden de bliver lagt i seng.
Det er også sket, at hun kun kommer hjem for at spise, sidder i tre kvarter og så kører tilbage til apoteket for at taksere recepter. Og at hun, hvis der er travlt, kører ned med børnene allerede kl. 7 om morgenen, så de kan spise morgenmad på børneinstitutionen.
– Indimellem fungerer tingene slet ikke, siger hun ærligt og indrømmer, at arbejdet en gang imellem tager overhånd.
Men jeg opdager det ikke, før hovedet begynder at dunke, eller før min mand sætter foden ned og siger: Nu er det nok′, siger Carina og beskriver sig som en, der kan få 5.000 ideer på fem minutter.
Men jeg er ikke altid god til at samle de bolde, som jeg selv smider op i luften!
Økonomi og tilskud
Den 32-årige farmakonom blev udlært i 1999 og har blandt andet brugt de sidste knap ti år i faget til at få justeret sine forventninger til, hvad det vil sige at arbejde på apotek.
Da jeg startede havde jeg en tanke om, at jeg skulle være med til at redde folk fra sygdomme og hjælpe dem med at få en bedre sundhed. Men arbejdet har ændret sig til mere at handle om økonomi, tilskudsregler og billigste produkter. På den måde har det tage en lidt negativ retning, men man kan da heldigvis stadig finde sin faglighed frem!
Er det kommet bag på dig, at så stor en del af jobbet består i at sælge?
Jeg synes faktisk, at det er rigtig sjovt, at man også får lov at sælge på et apotek. Jeg sætter stor pris på at være med til at udvikle den del af jobbet. Men mange ekspeditioner handler mere om, hvad tingene koster, og hvad de plejer at koste, end om den rådgivning og vejledning, som jo er de centrale punkter i forhold til vores uddannelse, siger Carina, der allerede et år efter at hun var færdiguddannet blev valgt som tillidsrepræsentant.
Ok med konflikter
Det var rollen som TR, der rustede hende til stillingen som souschef, blandt andet fordi hun måtte af med rollen som den flinke pige, der skulle behage alle.
– Jeg blev tillidsrepræsentant kort efter, at vi havde indført ny løn. Det var et helt nyt system, som indebar, at man på den ene side skulle få sine kolleger til at blive enige og samtidig overbevise chefen om, at vi havde opnået det rigtige resultat. Systemet gav store konflikter på arbejdspladsen. Det var nok den sværeste periode, jeg har været igennem, og jeg overvejede, om jeg skulle blive i jobbet. Men da jeg kom ud på den anden side, kunne jeg se, at det er noget af det, som har udviklet mig mest!
Hvad lærte du af det?
Jeg lærte, at man ikke kan være gode venner med alle. At ikke alle budskaber bliver modtaget positivt. Men også at man godt kan have en konflikt, uden at der sker noget ved det. Jeg fandt også ud af, at det er utrolig vigtigt, at man bevarer sine kollegers tillid, selvom man skal være en god partner for chefen, siger hun.
Superfar
Den allerstørste udfordring i Carinas arbejdsliv har dog været jobbet som souschef på Tårnby Apotek. Hun havde selv tænkt tanken, erkender hun, men kunne godt have ventet i ti år.
– Jeg havde meget små børn, da jeg fik tilbudt den opgave. Derfor havde jeg nogle lange samtaler med min mand om, hvordan vi kunne få tingene til at hænge sammen. Vi fik også en snak med bedsteforældrene. Og det er gået over al forventning.
Min mand har været en superfar i denne periode. Han svinger støvsugeren og tager noget af vasketøjet. Og så laver han jo mad hver dag, så jeg bare kan sætte mig til bords, når jeg kommer hjem!
Indimellem er det hårdt – at man ikke ser sine børn. Men jeg har jo et meget interessant arbejde, som jeg er rigtig glad for og kanon gode kolleger….
Men kan du blive ved med at holde til det?
Ja, siger Carina og tøver lidt.
Men det skyldes også i høj grad mit netværk. Hvis ikke jeg havde min mor til at hente børnene de dage, jeg ikke selv kan, ville det ikke kunne lade sig gøre. For jeg kommer ikke til at arbejde mindre fremover, siger hun.
Du holder fast i lederjobbet, selvom det koster noget på hjemmefronten?
Ja. Jeg vil helt bestemt det her. Det er en vigtig del af mit liv at udføre en ordentlig opgave. Hvis ikke jeg havde jobbet som souschef, ville jeg lave noget andet, hvor jeg var lige så engageret.
Men det har da overrasket mig, hvor stort et ansvar det er. Jeg kan kun slippe det helt, når vi er på tre ugers sommerferie. Til hverdag går jeg altid og gør mig nogle tanker og får ideer – og når min mand sidder her i sofaen og ser fjernsyn, kan jeg godt finde på at klappe den bærbare op og lige skrive et mødereferat!, siger hun.
Drømmen
Carinas næste plan er ambitiøs og kan slet ikke lade sig gøre i øjeblikket. Hendes mål er nemlig at komme til at eje sit eget apotek.
– Det er ikke lovligt for farmakonomer i dag, men der er røster i vores forening og blandt farmaceuter om, at det måske skulle kunne lade sig gøre. Så om ti år er det måske virkelighed, siger Carina, men erkender, at hendes arbejdsliv måske ikke bliver mindre krævende i den position.
– Det er svært at få et apotek til at løbe rundt i dag. Men det kunne være rigtig sjovt selv at sætte dagsordenen og finde de farmakonomer, farmaceuter og ufaglærte, som jeg ville ansætte i min virksomhed. Det skulle være et apotek, hvor sundheden er i fokus, hvor kunderne også er patienter, og hvor samarbejdspartnerne er læger, sygeplejersker og andre faggrupper fra sundhedsvæsnet. Det er min drøm, erklærer Carina.