FARMAKONOMFORENINGEN
- rette pille i rette mund
 
Nyt


   /upload/images/icon_sendtofriend.gif

19/05 - 2008
Nej til overenskomst
Farmakonomerne på privat apotek har stemt nej til overenskomstforliget. Hovedbestyrelsen skal nu tage stilling til, hvordan der skal varsles konflikt. Parterne skal mødes igen i Forligsinstitutionen.

50,6 % af de gyldige stemmer var et nej til overenskomsten og 49,4 % var et ja. I alt havde 2208 valgt at deltage i afstemningen, og det giver en stemmeprocent på 72,8 %. Der var 17 blanke eller ugyldige stemmer.

 

Susanne Engstrøm: Vi kæmper for et bedre resultat

Formanden for Farmakonomforeningen Susanne Engstrøm havde anbefalet medlemmerne at stemme ja, men vil nu kæmpe for endnu mere i lønposen til farmakonomerne.

 

- Jeg mener selv, at vi har forhandlet et godt forlig hjem, men medlemmerne er ikke enige, og nu skal vi kæmpe for at få deres krav igennem, siger hun.

 

- Mange farmakonomer har under urafstemningen givet udtryk for, at der er for lidt i lønposen og for lidt til seniorerne. Det skal vi slås for at forbedre. De mange problemer med PharmaNet, Receptserver og rekruttering har forværret arbejdsmiljøet på apotekerne, og derfor har forliget ikke levet op til medlemmernes krav.

 

HB træffer beslutning tirsdag

Farmakonomforeningen hasteindkalder hovedbestyrelsen til et møde tirsdag 20. maj. Her skal hovedbestyrelsen tage stilling til hvornår, der skal udsendes konfliktvarsel, hvilke apoteker, der skal udtages til konflikten og hvordan det videre forløb skal være.

 

Forligsinsitutionen skal også orienteres, og parterne bliver derefter indkaldt til forhandlinger, hvor forligsmanden skal mægle i forsøget på at undgå en konflikt.

 

Susanne Engstrøm kan godt pege på områder, hvor Danmarks Apotekerforening bør finde forbedringer frem, hvis en konflikt skal undgås:

 

- Først og fremmest efterspørger medlemmerne mere i løn. Derudover har mange farmakonomer kommenteret seniorordningen på min blog og til medlemsmøderne siger Susanne Engstrøm. – Det bør Apotekerforeningen have sig for øje, for der er mange ældre farmakonomer, der ikke er tilfredse med den udformning.

 

Fakta
Farmakonomerne på privat apotek har aldrig før været i konflikt.
« Tilbage til 

 

Sankt Peders Stræde 36,1453 København K, telefon 3312 0600, telefax 3314 0666   Email:ff@farmakonom.dk