Farmakonomforeningen og Danmarks Apotekerforening forhandler overenskomst for farmakonomer på privat apotek. Tredje forhandlingsmøde satte blandt andet fokus på arbejdstid, barsel og seniorpolitik.
Tredje forhandlingsmøde kom langt omkring, men forhandlingerne om den samlede ramme og lønstigninger er først på bordet til næste forhandlingsmøde 25. marts 2008.
Ny løn med udmøntningsgaranti
Danmarks Apotekerforening har stillet krav om flere midler til Ny Løn, og Farmakonomforeningen har ønsket en udmøntningsgaranti, så der er sikkerhed for, at alle Ny Løn midlerne rent faktisk havner i farmakonomernes lommer.
Kvalifikationstillægget er også blevet drøftet. Alt for få farmakonomer får i dag kvalifikationstillæg, og mange apotekere er tilbageholdene med tillægget, fordi det er et varigt tillæg. Har man en gang fået det, kan det ikke tages væk igen. Derfor diskuterer parterne nu en tidsbegrænsning på tillægget, hvor det efter et bestemt antal år skal genforhandles. På den måde håber man, at flere farmakonomer vil kunne få tillægget.
Tillæg til TR og seniorordninger
Farmakonomforeningen har ønsket, at alle tillidsrepræsentanter var garanteret et tillæg for deres arbejde som TR, men det krav er endnu ikke afklaret. Sammen med tillægget forhandler foreningen TR’s vilkår, blandet andet at de på apoteket skal have adgang til internettet, en emailadresse og ikke mindst få den nødvendige tid til deres arbejde.
Seniorordninger er et varmt debatemne lige nu, og Farmakonomforeningen har krævet, at seniorer kan få nedsat tid med fuld pension fra det fyldte 55. år. Alternativt kunne en seniorordning indeholde en bonus, der kan veksles til fridag, ligesom det kendes fra forhandlingerne på det offentlige område.
Barsel – også til elever og mænd
Forbedringer af barselsordningen er endnu et af foreningens krav. Farmakonomforeningen har krævet mere barsel og at mænds ret til 10 uger med løn skrives direkte ind i overenskomsten.
Elever har hidtil kun haft ret til lovens mindstekrav på barsel før fødslen, nemlig 4 uger. Det arbejder parterne på at udvide til de 6 uger, de uddannede farmakonomer har ret til.
Parterne forsøger også at tale sig tilrette angående ret til fri to dage i forbindelse med barns sygdom.
Arbejdstid og kompetenceudvikling
Der er generelt en god stemning under forhandlingerne, men når det kommer til arbejdstid, står parterne stejlt over for hinanden. Farmakonomforeningen ønsker forbedringer af arbejdstidsaftalen, men det er apotekerne ikke interesserede i. De kræver i stedet, at farmakonomer får mulighed for at arbejde mere end 37 timer om ugen.
Stemningen er bedre, når drøftelserne handler om kompetenceudvikling. Danmarks Apotekerforening har stillet krav om midler til finansiering af øget kompetenceudvikling, og parterne diskuterer, hvordan en kompetenceudviklingsfond kan skrues sammen.
Næste møde
Næste møde mellem parterne afholdes 25. marts 2008, hvor løn, pension, ferie og den samlede ramme for forhandlingerne er på programmet.