Operation Life kampagnen startede i april sidste år og siden er antallet af dødsfald på de danske sygehuse faldet. Kampagnen redder i gennemsnit et liv om dagen.
- I antal reddede liv svarer det til, at man kunne forhindre samtlige dødsfald i trafikken. Det er et rigtigt flot - resultat, som sygehusene kan være stolte af, siger Beth Lilja, sekretariatsleder i Dansk Selskab for Patientsikkerhed, der står for kampagnen sammen med TrygFonden.
Alle offentlige danske sygehuse er tilmeldt Operation Life, som er en kampagne for patientsikkerhed. Budskabet er, at der kan reddes liv, når alle patienter behandles optimalt hver gang. Kampagnen fokuserer på seks konkrete behandlingsområder.
Operation Life opfordrer desuden sygehusene til systematisk at gennemgå journaler på døde patienter for at udpege særlige indsatsområder, der kan forbedre patientsikkerheden. I alt 10 sygehuse har sidste år analyseret dødsfald efter den metode, der anbefales af Operation Life.
Kampagne-optimisme
Målet med Operation Life er at forebygge 3000 sygehusdødsfald i løbet af 18 måneder.
- Der er et stykke vej endnu. Men vi kan se, at rigtigt mange sygehusafdelinger arbejder entusiastisk med Operation Life, og at de er begyndt at opnå resultater lokalt. Sammenholdt med faldet i antallet af dødsfald i de første tre kampagnekvartaler, giver det grund til optimisme. Fra tilsvarende kampagner i udlandet ved vi, at antallet af reddede liv accelererer undervejs. Jeg tror, vi når vores mål, siger Beth Lilja.
Jævnt fordelt i landet
Operation Lifes seneste opgørelser viser, at alle regioner har reddet ekstra liv i 2007 i forhold til 2006. I forbindelse med kampagnen udregnes såkaldte standardiserede mortalitetsrater, der viser et index for dødeligheden i hver enkelt region. Index-tallet er faldet i alle regioner, bortset fra Hovedstaden, der i forvejen lå relativt lavt, og som bevarer status quo i forhold til 2006.