Danskerne ved for lidt om farerne ved at købe medicin over internettet. De kender hverken reglerne eller risikoen ved at bruge computeren til at bestille medicin fra udlandet.
Det kan ellers være fristende at få medicin leveret til døren af postbudet efter et par enkelte klik med musen hjemme i stuerne. Men hvis medicinen er købt på udenlandske hjemmesider kan den være både farlig og ulovlig.
Men det er mange danskere slet ikke klar over. En ny undersøgelse fra Lægemiddelstyrelsen dokumenterer, at danskernes viden om medicinkøb på internettet er meget begrænset.
Farerne ukendte
Hver fjerde dansker har købt eller overvejet at købe medicin over internettet, men halvdelen af dem har ikke overvejet risikoen for at der kunne være bivirkninger ved medicinen. En fjerdedel har aldrig hørt om forfalsket medicin og kan derfor ikke tage risikoen for forfalsket medicin med i deres overvejelser om netkøb.
Det er især vitaminer/proteiner, naturlægemidler og slankemidler, der købes på internettet.
Begrundelserne for at købe medicin over internettet er, at det er billigere, medicinen ikke kan fås i Danmark eller at det er nemmere end at gå til lægen og på apoteket.
Hver fjerde, der har købt medicin på nettet, har angivet at medicinen ikke har virket som forventet.