Nogle synes, det er sejt. Andre kan ikke rigtig forstå det. Kollegernes reaktion på, at Kamma Andersen bruger sine ferier og en stor del af sin fritid på at sidde overskrævs på en motorcykel i al slags vind og vejr, er delt i to.

– Men hvis man ikke kan forstå det, er det fordi, man ikke har prøvet det, fastslår den 58-årige farmakonom, der arbejder på Frederikshavn Svane Apotek.

Hun tager imod i parcelhuset med kaffe og nybagt blommetærte. Men husmor-looket forsvinder brat en halv time senere, da Kamma tager sort antræk, hjelm og handsker på og trækker Moto Guzzi’en ud af den murede garage.

Med et drøn op ad den stille villavej følger vi hende ud på en køretur ad små nordjyske veje, hvor sensommersolen har besluttet sig til at vise sig fra sin smukkeste side.

Godt med gas

Kamma Andersen er lille og spinkel, men ser ikke ud til at have besvær med at håndtere de mange hestekræfter, hun har mellem benene.

Hun snor sig rutineret og blødt ind og ud af svingene og tøver ikke med at dreje godt på gashåndtaget, når hun overhaler.

Køreteknikken sidder efterhånden godt fast på rygmarven. Hvert år kører hun i snit 5.000 km på Moto Guzzi’en og har tilbagelagt 24.264 km, siden hun købte den i 2003.

For nylig har hun gennemført et kørekursus på egen MC på Jyllandsringen som forberedelse til en krævende tur i de østrigske, italienske og schweiziske alper.

Kamma fik brug for teknikken, da en anden motorcyklist i et hårnålesving kørte ind i hende. Der skete ikke noget, men Kamma skulle holde cyklen væk fra afgrunden på den smalle bjergvej og bagefter anspændt klare sig igennem 30 sving ned fra 2.700 meters højde.

– Jeg nåede ikke at blive bange, men det var lidt farligt, indrømmer hun.

Er der noget i faren som fascinerer dig?

– Egentlig er jeg ret forsigtig og tager ikke chancer. Men der er da lidt spænding, når man kører på de små veje og skal rundt i hårnålesvingene. Det kræver teknik – og man skal virkelig stole på, at det her klarer man. Den selvtillid havde jeg ikke i starten. Den får man efterhånden, siger hun.

Fokus på familien

Hun gik i gang med at køre motorcykel efter en lang pause, hvor fokus var på familie og arbejde.

– Jeg havde fået motorcykelkørekort allerede i 1970 – men så fik vi bil og barn, arbejde osv., og det tog tiden. Men min mand – og senere min søn – begyndte at køre, og de blev ved med at sige: Hvorfor kører du ikke også? – ja, så gad jeg ikke lige høre på det mere. Jeg satte mig op på min søns militær-Nimbus. Det var en fornøjelse. Og så har jeg kørt siden.

Hvorfor?

– Det giver sådan en følelse af frihed. Du kan mærke og dufte naturen og se meget mere, end når du sidder i en bil. Du bestemmer selv farten, selvfølgelig inden for rimelighedens grænser. Når det kræves, kan jeg godt li’ at køre stærkt. Det giver en god fornemmelse i maven, indrømmer hun og vil også gerne nikke ja til, at hun holder af sin Moto Guzzi.

– Det gør jeg faktisk. Jeg føler mig et med den, når jeg kører. Jeg har det rigtig godt med, at den står derude i garagen!

– Og hvis du skulle vælge mellem motorcyklen og et samtalekøkken?

– Det ville blive motorcyklen!

Koncentration

Man kan godt blive afhængig af den følelse af frihed, som motorcyklen giver en, fortæller Kamma Andersen.

Bruger du den følelse andre steder i dit liv?

– At køre har noget at gøre med at flytte grænser, og det skal man jo næsten hele livet. Det, som jeg har lært ved at køre, har blandt andet betydet, at der ikke er noget, der lige kan slå mig af pinden, for eksempel i mit arbejde. Kommer der en ny opgave, er jeg med på den næsten ligegyldigt hvad, siger Kamma.

Og selvom der er langt fra hendes profil som pæn og dygtig pige på apoteket til sortklædt, fartglad kvindelig motorcyklist, passer de to profiler meget godt sammen, siger hun.

– I virkeligheden bruger man mange af de samme egenskaber, når man kører, som man bruger i sit arbejde som farmakonom. At køre kræver koncentration, og det gør det også, når man skal udlevere den rette medicin til rette person, siger hun, der også bruger cyklen som afkobling fra en stresset hverdag på apoteket.

Ingen faste ruter

Kamma husker stadig den allerførste længere tur, hun tog på Moto Guzzi’en. Det var til Gotland i Sverige. Bare tanken om, at hun skulle køre op ad en sliske på færgen, var ved at tage pippet fra hende på forhånd.

– Men det gik fint, der var ingen problemer. Og da vi så kom til Gotland, var det så flot, så flot, siger Kamma, der siden har været over det meste af Europa og også i USA på MC.

– Jeg bliver ved så længe, jeg kan håndtere cyklen og har helbred til det, siger hun.