– Jeg kunne ikke drømme om at ligge ved en pool, når jeg holder ferie, siger den 39-årige farmakonom, der arbejder på Kalundborg Svane Apotek.

Vi har sat hende stævne på parkeringspladsen ved en restaurant tæt på Kalundborg lystbådehavn en kold efterårsdag. Blæsten hviner hen over sandet, og der er skumtoppe på bølgerne.

Mens festklædte mennesker ankommer til en frokost i restaurantens selskabslokaler, trækker Hanne i dykkerudstyret og lader sig glide ned i vandet.

Dragten er ny og har for megen opdrift, så hun må bede sin mand, der fungerer som assistent, om mere vægt til at holde sig nede under bølgerne.

Meditation

Turen i det kølige danske havvand er mest til ære for fotografen. Normalt er scenariet henlagt til Thailand, Egypten eller Filippinerne. Her er det ikke tang og kedelige småfisk, der møder hende nede i dybet.

Det er en overvældende smuk undervandsnatur, som de færreste jordboer får chancen for at opleve. En verden, som hun er blevet så afhængig af, at hun i dag ikke kan forestille sig et liv uden dykning.

– Da vi tog vores certifikat tænkte jeg: Hold kæft, det her det klarer jeg aldrig. Det er jo en kæmpeovervindelse! Men så bliver man grebet af det. Og til sidst kan man slet ikke slippe den verden. Når man så først har fået sit certifikat og kommer ud og dykke i vandet, er det al besværet værd, siger Hanne Birkedal, der sammenligner dykning med meditation.

Hun føler sig »renset« efter en tur ned i 40 meters dybde, hvor lydene fra verdenen over vandet langsomt filtreres helt væk.

– Oppe i havoverfladen kan der godt været lidt uro. Men når man først kommer bare nogle få meter ned, er der totalt stille. Du ser mange smukke farver. Fiskene er utrolig tillidsfulde og kommer hen for at se, hvad du er for en underlig »fisk«. Man føler sig utrolig heldig, at man får lov til at komme ned og se den verden, siger hun.

Respekt

Følelsen af andægtighed forstærkes af, at det kræver respekt for både undervandsnaturen og dykkerteknik, hvis man skal kunne færdes dybt nede under havoverfladen.

Ellers kommer man til at gøre skade både på sig selv og dyrelivet.

– Jeg har aldrig været bange. Men det er klart, at man skal være ekstra opmærksom, når man dykker. Hjertet kan godt lige hoppe en ekstra gang. Du kan være en nok så dygtig dykker – men hvis ikke du dykker på rutinen og ikke tænker dig om, går det galt.

– Det værste er, hvis der går panik i dig, for du kan ikke bare lige stige 40 meter op uden at holde nogle sikkerhedsstop undervejs, forklarer hun.

Egentlig angst har hun ikke haft, heller ikke ved kontakten med meget giftige fisk og havslanger, som er naturens farligste slanger.

– De gør jo ikke dig noget, hvis ikke du gør dem noget, siger den spinkle farmakonom.

Tysk undervandsskrog

Hanne Birkedal tøver lidt, da hun bliver spurgt om sin største dykkeroplevelse. For der har været utrolig mange i de godt 10 år, hun har haft dykning som lidenskab.

Men en tur ned gennem et skrog af et tysk krigsskib, der sank i Røde Havet under 2. verdenskrig, står stærkt i hukommelsen.

Her mødte hun et fastfrosset glimt af et stykke historie, som hun ellers kun kendte fra bøger og film.

– Alle de tyske søfolks støvler stod der intakte på rad og række. Og oppe i kaptajnens kahyt lå der en sål på gulvet. Så er det, man tænker: Gad vide hvis sål det var? Der døde jo mennesker der…

At svømme gennem havet med en 8-10 meter lang hvalhaj som følgesvend er en af de rigtig stærke minder.

– Den glider sammen med dig gennem vandet – og er så smuk. Du kan se dens store øjne og åbne mund, hvor den filtrerer plankton – det er flot!, fortæller hun.

Hendes største drøm er at komme til at dykke med delfiner, fortæller hun og får også begejstring i stemmen, når hun beskriver en natdykning i et kulsort hav, hvor lommelygten lyser ind på alle de væsner, der kun kommer frem om natten.

Tryg hverdag

En gang imellem har Hanne og hendes mand diskuteret, om de skulle sælge huset og rejse og dykke pengene op.

– Meeen – vi er nok for store tryghedsnarkomaner, siger hun og erkender, at den forudsigelige hverdag i Kalundborg er basis for de eventyr, som finder sted i ferierne.

At hendes sport giver hende noget igen i hverdagen, er hun ikke i tvivl om.

– Jeg er tillidsrepræsentant på apoteket, og det giver jo hår på brystet. Det handler også om at turde kaste sig ud i noget, komme lidt videre fra sin trygge hverdag og prøve nye ting.

En af hendes rollemodeller er en 85-årig japaner, som hun mødte på en af turene.

– Han dykkede stadig. Det er sejt, siger hun.