FARMAKONOMFORENINGEN
- rette pille i rette mund
 
Nyt


Nyt  »  Nyheder  »  Arkiv 2 halvaar 2007
   /upload/images/icon_sendtofriend.gif

23/11 - 2007
Pressemeddelelse: Ønsker den ny regering en storkonflikt?
Susanne Engstrøm og andre fagforeningsformænd spørger regeringen, om den ønsker storkonflikt på det offentlige arbejdsmarked. Du kan læse hele pressemeddelelsen her.

Ønsker regeringen at farmakonerne skal i storkonflikt? - Foto: Thomas Willads.

Folketingets partier forhandler for øjeblikket for åbent tæppe om hvilke offentlige faggrupper, der gør sig fortjent til mere i løn, mens toneangivende faglige organisationer truer med omfattende strejker. Det betyder, at vi til foråret kan blive kastet ud i en storkonflikt, der kan koste samfundet dyrt. Den eneste, der kan forhindre dette scenarium, er regeringen.

 

Regeringens løfter om mere velfærd til danskerne bliver svært at indfri, hvis lønforholdene ikke forbedres på det offentlige område og det hele ender med en storkonflikt. Hver gang en privat ansat med en kort eller mellemlang uddannelse tjener 100 kroner, får en offentlig ansat med tilsvarende uddannelsen mellem 73 og 82 kroner. Det skal der rettes op på, hvis vi også fremover skal have et velfærdssamfund i verdensklasse og et offentligt arbejdsmarked, som kan fastholde og rekruttere kvalificeret personale.

 

Derfor bør den ny regering som en af sine første handlinger afsætte midler til markante lønforbedringer her og nu samt nedsætte en ligelønskommission, der på længere sigt kan sikre ligeløn mellem privat og offentligt ansatte og mellem typiske mandefag og kvindefag. Som offentligt ansatte arbejder vi daglig for at forbedre velfærden for børn, unge, ældre, handicappede og syge. Vi sætter pris på vores arbejde, det samme forventer vi, at politikerne gør.

 

Vi håber, at regeringen er klar over at den spiller hasard med vores fælles velfærd, hvis den ikke gør noget for at løse op for den fastlåste situation. Vi mener stadig, der er mulighed for at forhandle og at det er alt for tidligt at true med storkonflikt. Vi har en lang tradition for at forhandle til alle muligheder er udtømt, inden vi eventuelt tager strejkevåbenet i brug. Denne tradition vil vi gerne fastholde. Men det forudsætter selvfølgelig, at modparten reelt får rammerne til at finde en holdbar løsning. Dem kan den ny regering passende skabe som en af sine første handlinger.

 

Susanne Engstrøm, Farmakonomforeningen

Gunner Gamborg, Ergoterapeutforeningen

Ghita Parry, Kost og Ernæringsforbundet

Johnny Kuhr, Danske Fysioterapeuter

Henning Breinholt, Dansk Socialrådgiverforening

Elisabeth Gregersen, Dansk Tandplejerforening

Jann Pristed, Landsforeningen af Statsautoriserede Fodterapeuter

Ea Suzanne Akasha, Danske Afspændingspædagoger

Birgitte Ussing, Danske Lægesekretærer

 

« Tilbage til 

 

Sankt Peders Stræde 36,1453 København K, telefon 3312 0600, telefax 3314 0666   Email:ff@farmakonom.dk