Smertestillende medicin med indholdsstoffet ibuprofen eller acetylsalicylsyre kan nedsætte kvinders fertilitet. Alligevel bliver mange kvinder først klar over sammenhængen, når de går i behandling.
Risikoen opstår, når medicinen tages i dagene før kvindens ægløsning, og kvinder bør derfor undgå piller med ibuprofen eller acetylsalicylsyre i den periode.
- Kvinder, der gerne vil være gravide, skal lade være med at tage dem midt i cyklusen, hvor de har ægløsning, siger Anders Nyboe Andersen, chef for fertilitetsklinikken på Rigshospitalet i København til Nyhedsavisen.
Den smertestillende medicin har ikke en varig effekt, så det har ikke nogen indflydelse på chancerne for graviditet hvis man tidligere har taget medicinen.
Sundhedspersonale skal oplyse
Smertestillende medicin med ibuprofen og acetylsalicylsyre kan købes i håndkøb på tankstationer og i supermarkeder, og mange kvinder forventer ikke, at der kan være den slags bivirkninger ved medicinen.
Karolinska Universitetssykehus i Sverige opfordrer nu læger og sygeplejersker, til at oplyse om medicinens bivirkninger over for kvinder, der ønsker at blive gravide.