Sygeplejerskerne skal have lov til at ordinere medicin. Det mener Dansk Sygeplejeråd, der vil ændre sygeplejerskernes autorisation.
Der mangler hænder i sundhedssektoren. På alle niveauer er det svært at skaffe arbejdskraft, så personalet skal bruges bedst muligt. Regeringen har nedsat en taskforce, der skal sætte skub i opgaveglidningen i sundhedsvæsenet, og nu kommer sygeplejerskerne med det første indspark til debatten.
- Sygeplejerskerne skal have ret til at ordinere lægemidler. Det er upraktisk, at lægerne ustandseligt skal tage stilling til ting, de godt ved, at sygeplejerskerne allerede har et forslag til løsningen af, siger Connie Kruckow, formand for Dansk Sygeplejeråd til Dagens Medicin.
Autorisationslov forældet
Sygeplejerskernes formand mener, at den nuværende autorisationslov er forældet. Den nuværende lov blev skrevet i 1930’erne og er stort set uændret siden.
I England har sygeplejersker med efteruddannelse lov til at ordinere medicin, og DSR mener, at de danske sygeplejersker skal have samme ret.
- Hvis regeringen mener noget alvorligt med, at den vil have en bedre udnyttelse af ressourcerne på sundhedsområdet, så bliver den nødt til at tage ordentligt fat. Ellers får vi bare endnu en samling gode eksempler og dem har vi stabler af i forvejen, siger Connie Kruckow.
Modstand blandt læger
Ideen om ordinationsret til sygeplejersker vækker nu ikke genklang hos lægerne. Foreningen af speciallæger udtrykker i Dagens Medicin skepsis overfor forslaget.
- Jeg troede, man havde læger til at diagnostisere og behandle kroniske patienter. Det kan da godt være, jeg kan overbevises, men jeg vil først se, hvor behovet er, og det kan jeg ikke nu, siger formanden for Foreningen af Speciallæger Paul Jaszczak. - Det er jo også et spørgsmål om sygdomsforståelse, for det skal også være den rigtige medicin og den rigtige mængde, der ordineres.