Danskernes forbrug af hjertemedicin er i kraftig vækst. På fem år er forbruget steget med 58 procent, og det er især medicin mod forhøjet blodtryk og for meget kolesterol, der står for væksten.
Forbruget af statiner, der er kolesterolsænkende midler, er tredoblet i perioden 2002 til 2006, men også acehæmmere og betablokkere har andel i væksten.
Mere viden og flere ældre
Væksten i forbruget af hjertemedicin tilskrives dels den aldrende befolkning og dels ny viden blandt lægerne.
- Det viser, at den nyeste viden om brugen af lægemidlerne slår igennem i klinisk praksis. Det gælder især brugen af statiner, hvor vi sandsynligvis vil se en fortsat vækst, og medicin mod for højt blodtryk og betablokkere til patienter med hjertesvigt. Men det afspejler også en demografisk udvikling med en voksende ældrebefolkning, der har større behov for behandlingen, siger overlæge Ib Abildgaard Jacobsen fra OUH til Dagens Medicin.
Flere burde være i behandling
På trods af væksten er omkring hver anden dansker med forhøjet blodtryk ikke i behandling. Forhøjet blodtryk er skyld i blodpropper i hjerte og hjerne, og kan derfor være livsfarligt. For alle aldersgrupper gælder det, at blodtrykket ikke bør være højere end 140/90.
Patientforeningen Hjernesagen anslår, at tre ud af fire danskere med for højt blodtryk vil kunne få normaliseret det, hvis de får blodtrykssænkende behandling.