Der er stadig langt op til øverste reol bag skranken på Ishøj Apotek for den 160 cm lille Kalbiye Yüksel. Hun lider efter 15 års arbejde som farmakonom på Ishøj Apotek af kroniske smerter og alvorlige skader.

Hendes arbejdssituation er blevet bedre, efter at apoteket er rykket fra ældre lokaler over i et nyindrettet apotek i Ishøj Center ved København.

Men flytningen er også sidste udkald for den 38-årige farmakonom. Hun får inden den en barsk besked fra en sygehuslæge: ’Enten går du på deltid, finder noget andet arbejde eller søger om førtidspension. Du kan ikke holde til at arbejde fuld tid på apotek’.

– Der er jeg 35 og tænker: Nej pension, det er jeg simpelthen for ung til. Men det er godt, at jeg får det at vide på den måde, for så får jeg gjort noget ved det. Indtil da har jeg bare forestillet mig, at det nok skal gå, fortæller hun.

Blokader

Kalbiye lider af en skulderskade og en kronisk hælspore. Det er hælsporen, der giver hende de største gener og som gør, at hun i det daglige må tage en række forholdsregler for at få dagligdagen til at fungere.

Hælsporen har givet hende ødemer i foden og været så smertefuld, at hun har fået blokade indsprøjtninger.

Skulderskaden har hun »klaret« med masser af smertestillende midler.

Skulderen vil jeg ikke have indsprøjtninger i. Det tør jeg ikke, for der skal man rigtig langt ind i kroppen med nålen... Men med hælen er jeg simpelthen nødt til det. Det gør simpelthen for nas, siger hun.

Tvinger sig selv på arbejde

Kalbiyes trængsler med skulderen starter allerede for 13-14 år siden, efter at hun nogle år har strakt og rakt efter lægemidler på alt for høje hylder og arbejdet ved en disk, der tvinger hende til at stå permanent med skuldrene oppe om ørene.

Problemerne med hælsporen begynder for alvor, da Kalbiye vender tilbage fra barsel og skal i gang igen for fuld kraft i en periode, hvor apoteket skal have ny ledelse.

Skaden skyldes, at hun har slidt på foden med meget gående og stående arbejde i et hektisk tempo på et travlt apotek. Trods smerterne tvinger hun sig selv på arbejde, for det skal ikke gå ud over kollegerne.

Jeg siger også til mig selv, at jeg i hvert fald ikke skal sygemelde mig nu, da vi skal have ny apoteker!

Men dagligdagen bliver efterhånden uudholdelig.

Det gør ondt, lige så snart jeg står ud af sengen. I de slemme perioder handler det bare om at komme gennem arbejdsdagen. På et tidspunkt begynder jeg at halte, fordi den raske fod bliver slidt, når jeg prøver at skåne den syge. Alt får lov at blive liggende derhjemme. Med tre børn kan du selv forestille dig, hvordan det så kommer til at se ud, siger hun.

Skaden og smerterne betyder også, at hun må opgive at løbetræne, som tidligere var hendes foretrukne motionsform.

Nye rutiner

Kalbiye begynder at få behandlinger hos en fysioterapeut. Men det er først, da hun får mulighed for at gribe ind i sine egne arbejdsrutiner, at tingene ændrer sig til det bedre.

Med en ny apoteker og et nyt apotek bliver der åbnet for, at hun kan søge rådgivning hos CRECEA og få indkøbt de hjælpemidler, som hun har brug for i det daglige.

Som en af de første på apoteket får hun en sidde-stå stol, som dog vækker irritation hos kollegerne.

– De synes, at den står i vejen, fortæller hun.

Gulvet bliver forsynet med en blød måtte, der skåner fødderne ved at dæmpe belastningen fra skridtene, og Kalbiye får desuden instruktion i, hvordan hun skal indrette sin arbejdsplads.

– Jeg tager al den hjælp og alle de hjælpemidler, jeg kan få. For der er ikke andre, der tænker på dig, end dig selv. Jeg kender nu min grænse og skal ikke overskride den. Så går det galt både på arbejde og hjemme – og der går lang tid før, du får rettet det hele op, siger hun.

Hendes daglige arbejdsrutiner består nu i at få justeret sin stol, sin computer og sit tastatur optimalt. 

Kronisk skade

For Kalbiye er det både en fordel og en ulempe, at Ishøj Apotek har indført direkte ekspedition.

På den ene side går du meget ude i skranken og kan ikke lige sætte dig ned og taksere et par timer. På den anden side arbejder du individuelt og styrer din egen arbejdsgang. Jeg sætter mig på min stol, selvom det kun er en p-pille recept, der tager 30 sekunder. For det, at du får lov at sidde bare 30 sekunder, hjælper lidt alligevel. Vi har fået en robot, så vi ikke er tvunget til at gå rundt og finde varerne. Det er også en stor hjælp, siger hun.

Kalbiye har desuden fået timer væk fra skranken, efter hun er blevet trænet til rygestopinstruktør. Men på spørgsmålet, om hun holder til et helt arbejdsliv på apoteket, svarer hun klart nej.

Jeg har fået at vide, at min hælspore er kronisk. Jeg kommer aldrig af med den. Det eneste, jeg kan gøre, er at skåne mig selv. Og hvis skaden bliver værre, er der ikke andet at gøre end at søge ud, for eksempel til industrien. Men jeg ville være ked af at miste kundekontakten. Og kunderne vil også savne mig! Vi har mange tyrkiske kunder herude, som spørger efter mig, siger Kalbiye Yüksel.

Mød også Kalbiye i denne storymaker med lyd og billeder. Klik her