Regeringens magtfulde koordinationsudvalg besluttede i går at nedsætte en lønkommission, der blandt andet skal sammenligne lønninger mellem den offentlige sektor og private sektor. Nedsættelsen af kommissionen er stor sejr for Sundhedskartellet.
Sundhedskartellet var de første, det var ude med et krav om en kommission. Nu er kravet indfriet.
- Det er konstruktivt, at regeringen har nedsat en lønkommission, som blandt andet skal sammenligne lønninger mellem den offentlige og private sektor, siger Connie Kruckow, formand for Sundhedskartellet og for Dansk Sygeplejeråd.
Connie Kruckow understreger, at ikke alt i lønkommissionens kommissorium er, som hun ønsker det:
- Første mål var at få nedsat kommissionen. Det er lykkes. Nu gælder det om at præge kommissionens arbejde i den bedst mulige retning for vores medlemmer.
Lønkommissionens opgave
Lønkommissionen skal blandt andet:
- Kortlægge lønninger, lønspredning og lønudvikling i den offentlige sektor med særligt fokus på perioden siden indførelsen af de nye lønsystemer.
- Med udgangspunkt i de kønsopdelte lønstatistikker undersøge, om der i forhold til ligelønsloven er problemer med ligeløn på det offentlige område.
Lønkommissionens sammensætning
Lønkommissionen bliver sammensat af fem eksperter udpeget af regeringen - herunder formanden. Hovedorganisationerne udpeger i alt 10 medlemmer (seks fra LO, fire fra FTF, to fra AC) og forhandlingsfællesskaberne udpeger tre medlemmer (et fra hvert af CFU, KTO og Sundhedskartellet) og de offentlige arbejdsgivere udpeger en hver (Finansministeriet, KL og Danske Regioner.