En webbaseret statistik giver nu lægerne på Sjælland adgang til de seneste priser på lægemidler, og det kan være med til at spare store summer på sundhedsbudgetterne.
For eksempel ordinerer en praktiserende læge i et kvartal mavesårsmedicin for cirka 26.000 kroner.
Hvis hun i stedet vælger den mavesårsmedicin, der er anbefalet som den bedste og billigste, bliver den samlede udgift for patienter og sygesikring reduceret med ikke mindre end 20.000 kroner, fremgår det af en pressemeddelelse fra Region Sjælland.
- På regionsplan er der alene på mavesårsmedicin 60 millioner kroner at spare om året ved at skrive det billigste produkt på recepten. Den rigtige medicin er den, der virker bedst og har færrest bivirkninger, samtidig med, at den er billigst mulig for patient og sygesikring, fortæller Kirsten Schæfer, der er lægemiddelkonsulent i regionen.
Systemet rummer i dag statistik og anbefalinger for behandling med mavesårsmedicin og kolestorolsænkende medicin, og nu tilføjes blodtryksmedicin og migrænemedicin.
BOB hedder metoden, og det står for bedst og billigst. Statistikken blev første gang sendt ud i juni 2008.