Apotekerforeningens formand, Niels Kristensen, er overrasket over farmakonomernes reaktion på hans forslag om, at farmaceuter skal stå for udleveringen af store pakninger med smertestillende medicin på apotekerne.
Kritikken er blandt andet kommet til udtryk i bloggen på farmakonom.dk (se højre spalte).
Forslaget er stillet på baggrund af debatten om det øgede antal selvmord efter forgiftninger med paracetamol blandt unge
Det skal imødegå et ønske fra politikerne om at begrænse adgangen til præparaterne.
Udspillet er en reaktion på et forslag om at gøre store pakninger af svage smertestillende midler receptpligtigt og dermed overdrage opgaven til lægen.
Ideen er at beholde opgaven på apoteket, samtidig med at adgangen begrænses, forklarer Niels Kristensen.
- Hvis der skal laves specielle vurderinger i forhold til kunderne, ville problemet måske kunne løses med en særlig protokol for en ny udleveringsgruppe. Ligesom ved ydelsen ’Tjek på inhalation’, hvor apotekspersonalet har nogle særlige spørgsmål til en dialog med kunden, siger han til farmakonom.dk
Forslaget i praksis
Men hvorfor skal det udelukkende være farmaceuter, der kan udlevere de store pakninger med smertestillende medicin, og ikke også farmakonomer?
- Det er ikke et spørgsmål om at nedvurdere farmakonomerne, for de løser de opgaver, de skal, og gør det godt. Men farmaceuter har en længere uddannelse. Som udgangspunkt foreslår vi, at farmaceuterne står for den ny udleveringsgruppe, siger han.
Hvordan skal ordningen fungere i praksis, når der er langt flere farmakonomer end farmaceuter ansat på apotekerne?
- Nogle vil sige, at det bliver besværligt, men dette er jo netop pointen. Farmakonomerne kan indledningsvis starte med at spørge ”har du virkelig brug for mere end 20 stk.?”, og derefter kan farmaceuten tage over, siger Niels Kristensen.
Han er villig til at diskutere, hvordan forslaget kan udmøntes i praksis.
Pædagogik
Formanden for Farmakonomforeningen, Susanne Engstrøm, erkender, at farmaceuter har en mere dybtgående uddannelse end farmakonomer.
- Farmakonomforeningen har altid kæmpet for, at der skal være farmaceuter ansat på apotekerne for at sikre fagligheden, understreger hun.
Men for hende handler dialogen med kunderne lige så meget om pædagogik som om faglighed.
- Farmakonomer informerer dagligt om receptpligtige lægemidler, og mange evner at gennemføre en spørgeteknik, der fungerer. At dialogen lykkes handler lige så meget om personer som om fag.
Derfor giver det ingen mening at udelukke vores medarbejdergruppe, når det gælder om at løse problemerne med udlevering af paracetamol, siger hun.