Ansøgerne til apoteksbevillinger har mere lederuddannelse bag sig end tidligere. Det er en fordel for farmakonomerne, siger forfremmelseskonsulent i Farmakonomforeningen, Ingeborg Godskesen.
Hun siger til farmakonom.dk, at der er blevet færre men mere kvalificerede ansøgere til de apoteksbevillinger, der bliver ledige rundt om i landet.
- For få år siden havde de fleste kun et økonomikursus fra Pharmakon som supplement til deres farmaceutuddannelse. I dag har mange ansøgere både Masteruddannelser i ledelse og meget større økonomikurser. De er generelt blevet bedre funderede, og det er en stor fordel for farmakonomerne, siger Ingeborg Godskesen.
Hun peger på, at dygtige ledere uddelegerer arbejdet, så også farmakonomer får spændende arbejdsopgaver.
- De nye ledertyper ser mere bredt på personalet og sørger for at sætte de rigtige personer på de rette poster. Vi ser også flere og flere souschefer blandt farmakonomerne, siger forfremmelseskonsulenten og fremhæver, at god ledelse også omfatter den daglige drift.
- Apoteket skal være veldrevet og fungere, for at det kan være en spændende arbejdsplads for os. Der skal være økonomisk overskud og lønsomhed. Ellers er der ikke penge til fagligheden og til de sjove projekter, forklarer Ingeborg Godskesen.
Dokumenterede erfaringer
Også Apotekerforeningens forhenværende indstillingskonsulent, Bente Wittrup Præstbrogaard, mener, at der er sket en tydelig udvikling blandt ansøgerne.
Hun siger til bladet Pharmaci, at ansøgerne er blevet dygtigere, bedre uddannede og bevidste om, hvad de vil.
- Det er tydeligt, at de sørger for at have dokumenteret deres erfaringer med for eksempel ledelse, siger Bente Wittrup Præstbrogaard.
hel