- Vi har tabt den konkrete sag men vundet en moralsk sejr, siger Farmakonomforeningens formand Susanne Engstrøm efter dommen i Østre Landsret i sagen om fyringen af et lesbisk medlem. Afgørelsen får stor betydning for retspraksis fremover.
Farmakonomforeningen og FTF, som havde anlagt sagen på vegne af Farmakonomforeningen, fik ikke medhold i, at en 49-årig farmakonom blev afskediget, fordi hun havde ønsket forældreorlov.
Til gengæld fik de to organisationer rettens ord for, at borgere, der ønsker at adoptere stedbørn, skal være omfattet af ligebehandlingslovens paragraf 9.
Den indebærer forbud mod afskedigelse p.g.a graviditet, barsel eller adoption.
Til gavn for adoptanter
- Det er en sejr for ligestillingen, at vi har fået sat fokus på ligebehandlingslovens dækningsgrad. Det vil komme mange samlivsadoptanter til gavn fremover.
Vi mener stadig, at medlemmet i det konkrete tilfælde blev afskediget, fordi hun gerne vil på forældreorlov. Og afgørelsen i dag ville have gjort det muligt for os at vinde en sejr på baggrund af ligebehandlingsloven.
Men i dette tilfælde lykkedes det altså ikke på grund af bevisets stilling, siger Susanne Engstrøm.
Principiel sag
Kvinden blev fyret, da hun meddelte arbejdsgiveren, at hendes registrerede partner var gravid, og at hun ønskede forældreorlov.
Dermed var der tale om en principiel sag om ligebehandling, mente FTF og Farmakonomforeningen.
For lesbiske par gælder det, at parret først skal igennem en tre måneder lang fadderskabssag, før medmoren kan få lov at adoptere barnet, blive godkendt som forælder og dermed omfattet af ligebehandlingsloven.
Adoption ved fødslen
Sagen om den 49-årige farmakonom har bidraget til, at justitsministeren er i gang med at fremrykke adoptionstidspunktet, så den almindelige tre måneders karensperiode, hvor de biologiske forældre kan fortryde, bliver fjernet for homofile.
Når det sker, kan homoseksuelle få lov til at adoptere deres registrerede partners barn ved fødslen.
FTF og Farmakonomforeningen har endnu ikke afgjort, om de vil anke Østre Landsrets afgørelse i den konkrete sag om det fyrede medlem.