Politikerne har ikke fundet frem til løsninger, der forebygger misbrug af smertestillende midler blandt unge piger. Derfor er det helt naturligt, at der igen overvejes receptpligt på store pakninger, mener formanden for Farmakonomforeningen, Susanne Engstrøm.
Hun har tidligere anbefalet, at køb af smertestillende midler omfattes af mere information og rådgivning fra apotekets personale.
Farmakonomforeningen foreslår også, at købet registreres i PEM, Patienternes Elektroniske Medicinjournal.
- Begge dele vil efter vores mening virke præventivt og sikre, at apotekets medarbejdere kommer i en vigtig dialog med kunden om præparaterne.
Men mange af de unge henter pillerne i de store bøtter, som forældrene har stående hjemme på medicinhylden. Det er muligt, at vi med receptpligt på store pakninger får gjort adgangen til medicinen sværere, erkender Susanne Engstrøm.
Hun tilføjer dog, at en stor del primært skal løses gennem omsorg for de unge piger, somhverken rådgivning på apotek eller receptpligt hjælper på.
Selvmordsforsøg
Debatten om Panodilpigerne er blusset op igen, efter at producenten GlaxoSmithKline kræver receptpligt til hovedpillepakninger med mere end 20 stk. for at forebygge de mange selvmordsforsøg.
- Politikernes indsats har slået fejl, siger medicinalvirksomhedens marketingchef Annette Marcher til Politiken.
Samtidig gentager professor dr. med Merete Nordentoft fra Psykiatrisk Center Bispebjerg sin kritik af regeringen og kalder det ”komplet ubegribeligt”, at politikerne ikke har strammet reglerne for længst.
Nyt flertal
I øjeblikket tegner der sig et flertal på Christiansborg for at se på lovgivningen igen. Venstres Preben Rudiengaard har ifølge Politiken skiftet holdning.
Til gengæld holder sundhedsminister Jacob Axel Nielsen (Kons) fast i, at receptpligt ikke vil hjælpe. Han ønsker i stedet at indføre en aldersgrænse på 18 år for at købe hovedpinepiller.
Forslaget vækker ikke genklang i Farmakonomforeningen.
- Det endnu en uigennemtænkt lappeløsning, da de unge piger jo netop ikke køber pillerne selv, men tager dem i hjemmet, siger Susanne Engstrøm.
hel