- Og hvad andet kan jeg sige, når jeg kommer fra en ligestillingsmæssigt så anderledes kultur? Takket være modige bh-brændende kvinder 30 år tilbage har vi i Danmark opnået en grad af ligestilling, som kvinder mange andre steder i verden higer efter: Personlig frihed! Det betyder ikke, at vi skal læne os dovent tilbage. Løn-ligestilling mangler stadig, men det skal vi da også have. Det er trods alt kun en lille bitte tap, der gør os forskellige, ikke?

- Jeg støttede sygeplejerskedemonstrationerne sidste år, for selvfølgelig skal sygeplejerskerne have mere i løn, men jeg må samtidig sige: At synge hjemmelavede sange og hoppe imens er 1968-agtigt og duer ikke i den tid, vi lever i. Find i stedet ud af, hvordan staten kan spare, så sygeplejerskerne kan få mere i løn. Men: eftersom det offentlige aldrig kan lønne som det private, er det også et spørgsmål om prioritering. Vi har alle lige mulighed for uddannelse, og vil man arbejde i det offentlige, må man desværre tage konsekvensen lønmæssigt. Sikkerheden i en offentlig stilling er vel også noget værd.

- Hvis jeg var ligestillingsminister, ville jeg hyre verdens bedste peptalker til at besøge danske arbejdspladser for at styrke kvindernes selvtillid og træne dem i lønforhandling - og så ville jeg ekstrafokusere på indvandrerkvinderne, som meget problematisk ikke har et milligram af den ligestilling, de danske kvinder har. Men jeg er modstander af f.eks. kønskvotering. Vi skal lære at behandle hinanden som mennesker – ikke som køn. Personligt er jeg så dårlig til at forhandle løn, at min kæreste Malou gør det for mig…