Kommunerne laver alt for ofte fejl i sager om stop for sygedagpenge. En undersøgelse viser, at kommunerne laver fejl i hver anden sag. Undersøgelsen bør få konsekvenser, siger FTF’s formand Bente Sorgenfrey.
Sygemeldte borgere har pligt til at deltage i kommunens opfølgning på deres sag. Ellers kan de miste retten til sygedagpenge. Det kan for eksempel være ved at deltage i samtaler og møder med kommunen eller deltage i lægebehandling, arbejdsprøvning mv.
Kommunerne skal dog overholde visse krav før de kan stoppe sygedagpengene, og det lever de ikke altid op til. Foruroligende mange borgere får uretmæssigt stoppet deres sygedagpenge, fordi kommunen vurderer, at borgeren ikke medvirker i kommunens opfølgning på sagen. En gennemgang af 55 sager om stop for sygedagpenge viser, at halvdelen ikke burde være stoppet. I 51 % af sagerne fik en borger altså uretmæssigt stoppet sine sygedagpenge.
FTF: regeringen må på banen
Undersøgelsen vækker harme i FTF:
- Det er uværdigt og helt uacceptabelt, at kommunerne på den måde sløser med udbetaling af en ydelse, som udgør syge borgeres forsørgelsesgrundlag. Nu må kommunerne tage sig sammen og få indført faste retssikkerhedsmæssige procedurer, der sikrer at ophør af forsørgelsesydelser sker på et lovmæssigt grundlag, siger FTF’s formand Bente Sorgenfrey.
Hun mener, at regeringen må tage affære og undersøge, om resultatet fra Midtjylland er et udtryk for et landsdækkende fænomen. Derfor foreslår hun, at der hurtigst muligt gennemføres en landsdækkende praksisundersøgelse af kommunernes stop for udbetaling af sygedagpenge på grund af sygemeldtes manglende medvirken.
Manglende orientering
Undersøgelsen viser en række ofte forekommende fejl i kommunernes sagsbehandling. I en del tilfælde har kommunen ikke på forhånd skriftligt og utvetydigt orienteret den sygemeldte om, at sygedagpengene bortfalder, hvis den sygemeldte ikke deltager i kommunens opfølgning.
Desuden har kommunen ofte undladt at spørge den sygemeldte, hvorfor han/hun ikke har deltaget i de opfølgningsinitiativer, kommunen har stillet krav om. Kommunen har dermed ikke vidst, om den sygemeldte har haft en rimelig undskyldning for ikke at deltage i kommunens opfølgning.