Der er seks ledige TR-poster på apotekerne i Farmakonomforeningens Region Syddanmark. Den situation var til debat blandt deltagerne på Årsmødet, som havde samlet 63 deltagere.
- Debatten afspejlede, at der kan være mange barrierer for at gå ind i TR-arbejdet. Mange føler ikke, at de kan samarbejde med apotekeren, eller man mangler opbakning fra kolleger. Nogle oplever, at det er svært at forhandle ny løn, fortæller formand for Region Syddanmark, Birte Nissen.
Tilstrømningen til mødet var større end tidligere og debatten mere livlig og langvarig, siger Birte Nissen, som er godt tilfreds med forløbet.
Regionsbestyrelsen fik ros for sine medlemsmøder over det seneste år. Både fælles møder for både TR og sikkerhedsrepræsentanter og en række arrangementer om hospices, hvor en leder har fortalt om arbejdet på et hospice.
- Det er ikke så tit, at vi ser farmakonomerne på det offentlige område til vores møder, men til hospice-arrangementerne var de godt repræsenteret, fortæller Birte Nissen.
Debatten drejede sig også om faglig kompetenceudvikling og jobglidning, og om at farmakonomerne må se i øjnene, at de må overdrage mere manuelle opgaver til andre faggrupper, hvis de vil have tid til at udvikle deres kompetencer ved blandt andet at gå ind i udviklingsprojekter.
Årsmødet i Region Syddanmark fandt sted 23. september.
hel