FARMAKONOMFORENINGEN
- rette pille i rette mund
 
Nyt


Nyt  »  Nyheder
   /upload/images/icon_sendtofriend.gif

19/01 - 2012
Fælles Medicinkort yderligere forsinket
Det Fælles Medicinkort, der skal forhindre fejlmedicineringer, skulle have været i anvendelse på hospitalerne inden nytår. Det er dog kun lykkedes i to ud af de fem regioner.

Danskere vest for Storebælt må vente på det Fælles Medicinkort til efter sommerferien. - Foto: Thomas Willads.

Regionerne skulle inden udgangen af 2011 have rullet det Fælles Medicinkort ud på alle landets sygehuse. Det Fælles Medicinkort har til formål at forhindre fejlmedicinering, som hvert år koster op mod 4.800 danskere livet. I dag er det dog kun to ud af fem regioner, der har koblet sygehusene op på det fælles medicinregister, skriver TV2 Nyhederne.

 

De tre regioner Syddanmark, Midtjylland og Nordjylland bryder dermed en aftale med Finansministeriet og Sundhedsministeriet. I Region Hovedstaden og Region Sjælland kan lægerne på hospitalerne nu udveksle oplysninger om medicinering, og i løbet af januar vil også vagtlæger og praktiserende læger blive koblet op.

 

Begrænset værdi
Ifølge Lars Engberg, formand for foreningen Danske Patienter, mister systemet dog meget værdi, så længe alle landets læger ikke er med. Han forklarer over for TV 2, at værdien af det Fælles Medicinkort er yderst begrænset, når man ikke kan være sikker på, at alle informationer om patientens medicinering foreligger.

 

Lars Engberg mener, at forsinkelsen er meget beklagelig og beder regionerne huske på, at der hver dag dør patienter pga. fejlmedicinering.

 

Tekniske besværligheder i regionerne
I Region Midtjylland tilskriver man forsinkelsen tekniske udfordringer:

- Vi er i færd med at rulle det ud, men Horsens er først klar i maj og Viborg til november. Vi er lidt forsinkede på grund af nogle tekniske udfordringer. Blandt andet digital signatur giver nogle ekstraordinære udfordringer - det er kommet lidt bag på os, siger Hans Henrik Bøttger, der er seniorkonsulent i Region Midtjylland.

 

Også i Region Syddanmark har man problemer med at få teknologien til at virke. Her forventes det, at alle sygehuse er koblet op i andet halvår af 2012.

 

I Region Nordjylland er man blevet nødt til at starte forfra, da regionens leverandør gik konkurs. Herfra lyder det, at man arbejder på højtryk og regner med at være klar i løbet af sommeren.

Fakta
Fakta
Medicinkortet er en central database hos Lægemiddelstyrelsen, som indeholder oplysninger om alle danske borgeres medicinkøb igennem de seneste to år samt en opdateret liste over borgerens aktuelle lægemiddelordinationer.

 

Oplysningerne på medicinkortet deles mellem dig og din egen læge samt andre sundhedspersoner du behandles af. Det kunne være speciallæger, vagtlæger, tandlæger, sygehuslæger, sygeplejersker, apotekere og farmakonomer.

« Tilbage til Nyheder

 

Sankt Peders Stræde 36,1453 København K, telefon 3312 0600, telefax 3314 0666   Email:ff@farmakonom.dk