Apotekerne i Danmark lancerer døgnåben rådgivningslinje og direkte chat med farmakonomer og farmaceuter når man køber medicin på www.apoteket.dk.
Apotekerne lancerer torsdag både en rådgivningslinje og mulighed for direkte chat på hjemmesiden www.apoteket.dk, hvor farmakonomer og farmaceuter sidder klar til at besvare brugernes spørgsmål døgnet rundt.
- Vi er meget stolte af at kunne flytte den gode rådgivning, som vi kender fra skranken på apoteket, ind i den virtuelle verden. Vi synes, at danskerne skal have samme kompetente rådgivning om lægemidler, når de går på apoteket.dk, siger Birthe Søndergaard, sundhedsfaglig direktør i Danmarks Apotekerforening i en pressemeddelelse.
Apotekerne har taget skridtet med både chat- og telefonrådgivning, fordi man på apoteket.dk kan se, at danskerne i stigende grad både handler og søger gode råd om deres brug af medicin.
- Hver uge er mere end 70.000 danskere inde og søge rådgivning på apoteket.dk, og vi oplever, at et stigende antal også vælger apoteket.dk til en tryg og sikker handel med både håndkøbslægemidler og receptmedicin. Alle bliver nu tilbudt rådgivning, selvom de handler klokken 3 om natten, siger Birthe Søndergaard.
Rådgivningslinjen kører de næste ni måneder som et pilotprojekt og det er farmakonomer og farmaceuter på København Sønderbro Apotek der rent praktisk står for at udføre rådgivningen.