Erhvervsminister: Bryd apoteksmonopolet

Erhvervs- og vækstminister Henrik Sass Larsen (S) vil have mere konkurrence i Danmark. Et af tiltagene skal være et opgør med apoteksmonopolet. Det skaber ikke vækst, svarer Farmakonomforeningens formand.

Knap har Henrik Sass Larsen (S) sat sig til rette i Erhvervs- og Vækstministeriet før han lancerer et angreb på apotekssektoren.

 

Minister: Konkurrence er godt

Henrik Sass Larsen er fortaler for mere konkurrence, også på apoteksområdet. Konkurrence kan give billigere varer og mere effektive virksomheder, mener ministeren.

 

”Der kan være det hensyn, at der på grund af sundhedssikkerheden kan ligge nogle begrænsninger, og det må jeg så lytte til. Men generelt har jeg det sådan, at jo mere konkurrence, de gladere er jeg, og des gladere er forbrugerne,” siger han til dagens Information.

 

Konkurrence i sundhed bliver dyrere

Udtalelserne vækker undren i Farmakonomforeningen.

”Når det kommer til sundhedsydelser er der ikke noget, der viser at konkurrence får priserne til at falde. Tværtimod. Lande med private sundhedsforsikringer har dyrere sundhedsvæsener, og herhjemme har vi skandalen med den borgerlige regerings overbetaling af privathospitalerne som eksempel på, at konkurrence i virkeligheden kan gøre varerne dyrere,” siger formand for Farmakonomforeningen Susanne Engstrøm og tilføjer.

 

”Danmark har nogle af de laveste medicinpriser i Europa og en upåklagelig medicinsikkerhed på apotekerne. Det skyldes vores velregulerede sektor. Et opgør med monopolet risikere at give dyrere medicin, at øge salget og skade medicinsikkerheden,” siger hun.

 

Undren over tidspunkt

Susanne Engstrøm undrer sig også over ministerens timing.

 

”Vi er mange som i øjeblikket venter på anbefalingerne fra moderniseringsudvalget, som regeringen selv har nedsat. Når ministeren melder så klart ud inden  rapporten er færdig, kortslutter han den saglige debat om modernisering af apotekssektoren,” siger hun.