Hjælp piger med at få papir på deres rettigheder

I Danmark er det en selvfølge at have papir på sin identitet og dermed have ret til sundhedssystemet, demokratiet, uddannelse og andre goder. Mange steder i verden er det ikke engang en ret at have papir på, at man eksisterer.

I Mali lever der piger og kvinder, der ikke eksisterer. De mangler de identitetspapirer, der giver dem respekt i familien og rettigheder i samfundet. Uden fødselsattest, identitetskort eller vielsesattest kan pigerne og kvinderne i Mali ikke bestemme særlig meget.

 

Uden et identitetskort kan de ikke få en bankkonto eller rejse frit rundt i deres eget land. Uden en fødselsattest kan de ikke gå i skole eller stemme. Uden en vielsesattest kan de miste retten til deres børn, hvis deres mand vil skilles.

De kan således ikke være fuldgyldige borgere i deres eget samfund, og de kan slet ikke hjælpe dem selv eller deres familier ud af fattigdommen.

 

Ret til at være borger

Kvindernes U-landsudvalg, KULU, står bag kampagnen ”Giv en pige ret”, der har fokus på kvinders rettigheder i Mali.

I samarbejde med organisationen Femnet-Mali har de indtil videre sikret, at 1.300 piger og unge kvinder har fået papir på, at de officielt eksisterer. Og alene i 2013 har de uddelt 700 fødselsattester.

Farmakonomforeningen støtter KULU’s arbejde og formand Susanne Engstrøm er ambassadør for kampagnen ”Giv en pige ret”. 

- Kvinders rettigheder vedkommer os alle. Malis kvinder har brug for identitetspapirer for at kunne få stemmeret, uddannelse og ret til sundhed. Derfor støtter jeg op om kampagnen ”Giv en pige ret” og KULU’s arbejde, siger Susanne Engstrøm.

Læs mere om mulighederne for at støtte på givenpigeret.dk.


Rettigheder mod vold

KULU deltager også i den internationale og FN-støttede kampagne ”16 dage mod vold mod kvinder”.

- Vold kan have mange andre udtryksformer end et blåt øje. Og rettigheder er den bedste beskyttelse mod den vold, verdens piger og kvinder bliver udsat for hver dag, fortsætter Susanne Engstrøm.

Kampagnen ”16 dage mod vold mod kvinder” begynder den 24. november og løber indtil den 10. december 2013, som er FN's menneskerettighedsdag.

I år vil KULU’s bidrag til kampagnen gå under navnet ”Stop vold mod kvinder – Fra voldtægtsoffer til politiker”, hvor Emeraude Mumate Zawadi fra Congo DR, som selv har vendt sit liv fra at være voldtægtsoffer til nu at være lokalpolitiker i Congo, er hovedtaler ved flere optaktsmøder.

Læs mere om arrangementerne på www.kulu.dk eller www.givenpigeret.dk.