Læge: beskyt whistleblowere

Danmark gør ikke nok for at beskytte whistleblowere i medicinalbranchen, selvom bestikkelse og svindel i værste fald kan koste patienterne livet. Det skriver læge Peter C. Gøtzsche i en kommentar i Berlingske i dag.

Når medicinalvirksomheder snyder med forskningsresultater eller fordrejer information i deres markedsføringsmateriale, kan det i værste fald koste patienter livet. I USA beskytter lovgivningen medarbejdere i medicinalindustrien – de såkaldte whistleblowere – der vælger at gå til myndghederne med deres viden om bestikkelse eller svindel. I Danmark derimod er der nærmest ingen  whistleblowere.

 

Det bør laves om, mener professor dr. med Peter C. Gøtzsche, der er direktør for The Nordic Cochrane Centre.  

 

Lovgiv om whistleblowere

I en kommentar i Berlingske kræver han bedre beskyttelse  af whistleblowere i medicinalindustrien.

 

”Vi har behov for en lovgivning, der kan modvirke den udbredte ’killing the messenger’-kultur, vi har, da det må være i samfundets interesse at bekæmpe kriminaliteten, hvad enten den foregår på gadeplan eller udøves af ansatte i offentlige eller private virksomheder” skriver Peter C. Gøtzsche.

 

Han henviser til, at whistleblowere ofte bliver fyret og chikaneret, hvis de vælger at stå frem med deres viden om ulovligheder. I USA har man en helt anden holdning til whistleblowere, og hvor virksomheder i Danmark kan slippe med bøder på 10.000 kr. for at lyve i breve til lægerne om skadevirkninger af deres lægemidler, er bøderne i USA mange gange større, og topcheferne i medicinalvirksomhederne risikerer fængselsstraffe.

 

Alvorlige konsekvenser af snyd

I medicinalindustrien kan konsekvenserne af snyd og svindel være meget alvorlige, og derfor er det nødvendigt med beskyttelse af whistleblowere, så de ansatte tør gå til myndighederne med deres viden.

 

”Mange af præparaterne har meget alvorlige bivirkninger, og dem prøver virksomhederne at skjule for offentligheden. Konsekvenserne af, at ansatte ikke kan tale ud, kan være direkte dødelige for patienterne”, begrunder Peter C. Gøtzsche over for Berlingske.