nyheds banner

Moderniseringsudvalgets rapport med anbefalinger om apotekernes fremtid er endnu ikke offentliggjort.

Medie: uenighed forsinker apoteksrapport

Intern uenighed, ministerskifte og manglende brændende platform. Det er årsagerne til, at den længe ventede moderniseringsrapport endnu ikke er offentliggjort. Det skriver netavisen Altinget.

Apotekssektoren skal moderniseres. Det fremgår af regeringsgrundlaget, og i lovkataloget for folketingsåret 2013/14 er der varslet et lovforslag til marts. Alligevel er rapporten fra moderniseringsudvalget, der skulle analysere sektoren og komme med anbefalinger til en modernisering mere end et år forsinket. Netavisen Altinget har analyseret på årsagerne til forsinkelsen.

 

Uenighed om fremtiden

Der er stor politisk uenighed om apotekernes fremtid, både blandt politikerne selv og blandt embedsmændene. Ifølge Altinget er Sundhedsministeriet skeptisk overfor store ændringer på apoteksområdet, mens Erhvervs- og Vækstministeriet og Finansministeriet er mere positive.

 

Generelt er sundhedspolitikerne mere skeptiske, og eksempelvis de konservative er ikke tilhængere af en decideret liberalisering.

 

"Apotekerne er en del af sundhedsvæsnet. Deres priser på medicin er hårdt reguleret, så der er sikret meget lave priser. Derfor ved jeg ikke helt, hvad vi skulle kunne få ud af det. Jeg synes ikke, at svenskerne har fået meget positivt ud af deres liberalisering," siger Benedikte Kiær (K) til Altinget.

 

Ministerrokader trækker tiden

Rokader i regeringen har ifølge Altinget også forsinket processen. Sundhedsminister Astrid Krag (SF) har siddet i hele regeringens levetid, men i Erhvervs- og Vækstministeriet har der på lidt over to år været ikke mindre end tre ministre: Først Ole Sohn (SF), så Annette Vilhelmsen (SF) og nu socialdemokraten Henrik Sass Larsen, der blev minister i august 2013.

 

Den nye  Erhvervs- og vækstminister har dog i september 2013 til Information kommenteret på den kommende modernisering:

 

 "Der kan være det hensyn, at der på grund af sundhedssikkerheden kan ligge nogle begrænsninger, og det må jeg så lytte til. Men generelt har jeg det sådan, at jo mere konkurrence, des gladere er jeg, og des gladere er forbrugerne," sagde Henrik Sass Larsen (S) dengang.

 

Intet akut behov for ændringer

Moderniseringsrapporten er ventet med spænding blandt aktører i apotekssektoren, hvor en afklaring på sektorens fremtid er efterspurgt. Men set udefra har det ikke noget hastværk. Apotekerne løser nemlig allerede opgaven i dag, og derfor er der ikke et stort folkekrav om grundlæggende reformer eller forventning om at der kan spares mange millioner kroner på en modernisering.  

 

"Grundlæggende så fungerer sektoren. Det er ikke sådan, at samfundet eller at patienterne kan forvente at spare en masse penge ved at liberalisere eller nytænke reguleringen af området helt," siger Jakob Kjellberg, der er projektchef i Kora (Det Nationale Institut for Kommuners og Regioners Analyse og Forskning.)