Farmakonomforeningen IKKE tilhænger af liberalisering

I en avisartikel i dag er Farmakonomforeningen nævnt som tilhængere af en liberalisering af apotekssektoren. Det er naturligvis forkert, slår foreningens formand fast.

”Det er en and, og jeg vil gerne tilbagevise den på det kraftigste. Farmakonomforeningen har ikke skiftet holdning på dette punkt: vi ønsker absolut ikke en liberalisering. Vi vægter fagligheden og medicinsikkerheden højest, og derfor er det nødvendigt med en reguleret apotekssektor”, siger formand for Farmakonomforeningen Susanne Engstrøm.

Hun tilføjer:

”Vi er tværtimod meget bekymrede for konsekvenserne af en liberalisering. Vi betragter apotekerne som en del af sundhedssektoren, og gør gerne opmærksom på hvor meget kvaliteten og det faglige niveau betyder for danskernes sundhed og medicinsikkerhed – for eksempel når farmakonomer finder og retter fejl i recepterne”.  

Farmakonomforeningen har bedt om at få bragt en berigtigelse. Artikel om liberalisering af apoteker har været bragt på nettet blandt andet hos Jydske Vestkysten.