nyheds banner

Farmakonom på talerstolen til FIP 2013. Foto: Inge Dyhr

FIP 2014: Tid for ansøgning

Vil du med til den farmaceutiske verdenskongres FIP, så er det nu tid til at ansøge. Igen i år stiller Farmakonomforeningen et antal pladser til rådighed for medlemmer, som har lyst til at præsentere et fagligt projekt.

"Siden vi var med på FIP for første gang for 14 år siden, har der været stor og stigende interesse fra farmakonomer for at være med der, hvor fagets opgaver og fremtid diskuteres", fortæller formand Susanne Engstrøm.

"Derfor vil foreningen også i år stille et begrænset antal pladser til rådighed for medlemmer, som vil være med til at fortælle arbejdskolleger uden for Danmark om, hvordan vi som farmakonomer kan bidrage med for at forsyne forbrugerne med medicin og sikre dem det optimale udbytte af medicinen gennem farmaceutisk omsorg og information."

Hun håber, at farmakonomer igen i år ønsker at deltage i FIP-kongressen og opfordrer interesserede til at ansøge: – Så vi kan være aktivt til stede og være med til at præge fagets udvikling – også internationalt.

FIP i Bangkok

Den farmaceutiske verdenskongres FIP afholdes i år i Bangkok i Thailand fra den 30. august til 4. september 2014.

Fra lørdag den 30. august til søndag den 31. august 2014 afholdes et 2-dages symposium for pharmacy technicians, hvorefter selve FIP-kongressen starter med den officielle åbning søndag eftermiddag – og slutter torsdag den 4. september 2014 med afslutningsmiddag. Kongressen strækker sig således over 6 dage.

Farmakonomforeningens deltagere forventes at deltage i både symposiet og kongressen.

Temaet for kongressen er “Pharmacists – ensuring access to health. Exploring our impact on providing medicines, care and information”.

Deltag med en poster

Som deltager skal du præsentere et fagligt projekt inden for kongressens hovedtema – på en poster. Posteren skal beskrive danske erfaringer og iagttagelser, som kan give inspiration til farmakonomer og farmaceuter i andre lande.

Hvis du er interesseret i at præsentere en poster, skal du sende en ansøgning til Farmakonomforeningen senest den 1. marts 2014.

I ansøgningen skal du præsentere dig selv, give en grundig og detaljeret beskrivelse af det faglige projekt, som du vil præsentere på posteren, og forklare, hvad du kan bidrage med på FIP-kongressen.

Ansøgningen skal sendes til Farmakonomforeningen, Skindergade 45-47, 1159 København K eller til id@farmakonom.dk. Ansøgningsfristen er den 1. marts 2014.

De heldige vil meget hurtigt få svar.

Farmakonomforeningen betaler rejse- og opholdsudgifter samt kongresgebyrer. For at få dækket dine udgifter er det en forudsætning, at dit posterprojekt efterfølgende godkendes af FIP.

Fristen for at tilmelde et posterabstract til FIP er den 1. april 2014.

Det forventes af dig

Alle deltagere forventes at deltage aktivt i kongressen og blandt andet stå ved posteren i de perioder, som FIP opfordrer til, at den er bemandet. Deltagerne forventes også at deltage i de mange faglige foredrag på kongressen for at være med til at indsamle viden om den internationale udvikling i de farmaceutiske fag.

Vi forventer også, at du deltager i de arrangementer, Farmakonomforeningen afholder under kongressen for farmakonomer. Endvidere skal du være parat til at offentliggøre dit posterprojekt i Farmakonomen og på foreningens hjemmeside.

FIP-kongressen har et stramt program, men byder på faglig udvikling af høj klasse.

Kongressen foregår på engelsk, så du skal beherske engelsk i skrift og tale.