nyheds banner

Ny formand for FTF-A

Ghita Parry ny formand for a-kassen FTF-A, der er farmakonomernes foretrukne a-kasse.

A-kassen FTF-A har fået ny formand. 54-årige Ghita Parry, formand for Kost & Ernæringsforbundet, er blev valgt uden modkandidater ved FTF-A’s delegeretmøde. Ghita Parry har hidtil været næstformand i FTF-A.

”Det er godt valg. Ghita Parry har som næstformand leveret et godt stykke arbejde, og hun er den rigtige til at styrke FTF-A i fremtiden,” siger Christina Durinck, der repræsenterer FArmakonomforeningen i FTF-A’s hovedbestyrelse og dermed har været med til at foreslå Ghita Parry som formand.  

Et bedre FTF-A

”Vi har i FTF-A de seneste år arbejdet fokuseret på at blive langt bedre til at hjælpe vores medlemmer i job, og det, kan vi se, har haft stor effekt. Det er et arbejde, jeg rigtig gerne vil stå i spidsen for at styrke endnu mere fremover,” siger Ghita Parry.


Ghita Parry er i det daglige også formand for Kost & Ernæringsforbundet, som er en af de 59 organisationer, FTF-A samarbejder tæt med.


”Vi ved, at a-kasserne er under pres. Så det er helt afgørende, at vi samarbejder tæt både mellem de faglige organisationer og a-kassen, men også i FTF-familien, for vi skal huske, at det hele drejer sig om at få skabt de bedste muligheder for medlemmerne,” siger Ghita Parry.


Ghita Parry overtager formandsposten efter Knud Grøngaard, der har været formand de seneste tre år.  Ole Lund Jensen fra Finansforbundet blev enstemmigt valgt som ny næstformand for FTF-A.