nyheds banner

FTF-LO går til valg med lønmodtagernes dagsorden

Ingen ved, hvornår statsminister Helle Thorning-Schmidt trykker på valgknappen, men to ting er sikkert. Valget nærmer sig, og FTF og LO er klar med en storstilet kampagneindsats og 22 politiske forslag til politikerne. De to hovedorganisationer har slået kræfterne sammen for at øge den politiske indflydelse til lønmodtagerne.

Sammen skaber vi værdi
Bag kampagnen ”Sammen skaber vi værdi” står næsten 100 fagforeninger i FTF og LO og 1,5 millioner lønmodtagere, der sammen søger indflydelse på en ny regerings politik og regeringsgrundlag. Det overordnede budskab til politikerne i såvel rød som blå blok er, at lønmodtagernes indsats i samfundet er helt afgørende, og at lønmodtagerne kan skabe endnu mere værdi til hele samfundet, hvis politikerne samarbejder mere med fagbevægelsen om konkrete løsninger.

– Vi repræsenterer forskellige fagforeninger og lønmodtagere, men fælles for os er, at vores medlemmer hver dag skaber værdi for Danmark. Med arbejdsomhed, opfindsomhed og engagement er lønmodtagerne fundamentet for Danmarks vækst og velfærd, fastslår FTF-formand Bente Sorgenfrey.

– Lønmodtagerne skaber værdi for Danmark, derfor skal deres stemme veje tungt på valgdagen, og når der efterfølgende skal laves et grundlag for den kommende regeringsperiode, så håber vi på, at lønmodtagernes dagsorden kan sætte et solidt aftryk, understreger LO-formand Harald Børsting.

Indflydelse på regeringsgrundlaget

LO og FTF fremsætter i kampagnen 22 konkrete politiske forslag, som fokuserer på arbejde til alle, gode job og kvalitet i velfærden. De skulle meget gerne sætte sig aftryk i et kommende regeringsgrundlag.

– Vores fornemmeste opgave er atfå alle i arbejde. Det kræver en økonomisk politik, der aktivt fremmer beskæftigelsen. Vi skal uddanne arbejdsløse og beskæftigede, så de kan matche fremtidens job. Og vi skal bekæmpe social dumping, så vi ikke underminerer vores egen velfærd. Hvordan det skal løftes, har vi helt konkrete bud på, lyder det fra Harald Børsting

– Vores kampagne bygger på fakta og konkrete forslag om for eksempel fysisk og psykisk arbejdsmiljø. Vi ser frem til at lægge vores forslag frem for offentligheden de næste uger, og vi ser frem til at skabe en dialog med politikerne om mulighederne, slutter Bente Sorgenfrey.

Event markerer kampagnestart

Kampagnen blev skudt i gang med en event på Nørreport Station i København i dag, hvor Bente Sorgenfrey, LO’s næstformand Lizette Risgaard og en række af formændene fra de to organisationers medlemsforbund serverede kaffe og diskuterede politik med interesserede. Lignende events fandt sted i 15 andre byer rundt omkring i Danmark.

Følg kampagnen på Facebook og Twitter på #‎skaberværdi.