Husk restferien

Hvis du har ferie til overs, er det vigtigt at få den holdt i april måned – eller få en skriftlig aftale om at overføre ferien til næste ferieår.

Ferieåret slutter med udgangen af april måned. Så hvis du har ferie til overs, skal du huske enten at afholde den i april måned eller indgå en skriftlig aftale om at overføre ferien til næste ferieår. Du kan få overført restferie ud over 4 uger.

Muligheden for at overføre restferie til næste ferieår gælder for farmakonomer ansat i staten, regioner, kommuner, industrien og på apoteker. Det kræver blot, at der indgås en skriftlig aftale med din arbejdsgiver.

Sådan gør du

Er du ansat på privat apotek, skal du og apotekeren anvende en blanket, som I finder på  Apotekerforeningens medlemsnet. Aftalen skal indsendes til Lønadministrationen helst i maj måned og senest med udgangen af september.

Hvis du foretrækker at få pengene udbetalt i stedet, er det også en mulighed. Den 6. ferieuge kan efter skriftlig aftale udbetales. Hvis den 5. ferieuge hverken er afholdt eller overført ved ferieårets afslutning, så har du krav på at få den udbetalt.

Er du ansat på apotek, skal du henvende dig til Lønadministrationen.

Alle andre skal udfylde en blanket og sende den til den, der administrerer din ferie, dvs. Feriekonto eller din arbejdsgiver inden den 30. september 2015. Du kan finde blanketten på borger.dk i ansøgningsperioden, som er fra den 1. maj til den 30. september efter ferieårets udløb.

Hvis du i ferieåret har haft feriehindring som for eksempel sygdom eller barsel, er du velkommen til at kontakte Farmakonomforeningen, tlf. 3312 0600, med spørgsmål i den forbindelse.