Farmakonomforeningen vinder historisk sejr

En faglig voldgift har netop slået fast, at der altid skal foregå en forhandling forud for afskedigelse af en tillidsrepræsentant.

Danmarks Apotekerforening og Farmakonomforeningen har haft en uenighed om, hvorvidt der skulle ske forhandling forud for en eventuel bortvisning af en tillidsrepræsentant. Uenigheden er behandlet ved en faglig voldgift den 16. november 2016.

I dag har Farmakonomforeningen fået kendelsen fra voldgiftens opmand, professor, dr.jur. Jens Kristiansen. Farmakonomforeningen får medhold i påstanden om, at der altid skal foregå en forhandling forud for afskedigelsen af en tillidsrepræsentant - også i tilfælde af bortvisning. Det betyder, at Farmakonomforeningen har vundet sagen.

- Det er en vigtig kendelse, og jeg er meget tilfreds, udtaler formand Christina Durinck. – Det er helt afgørende for os, at tillidsrepræsentanterne er beskyttet i deres hverv. Derfor er det en meget vigtig sag, vi nu har fået medhold i.

- Og det har altid været Farmakonomforeningens opfattelse, at der skulle ske forhandling forud for en afskedigelse – eller bortvisning – af en tillidsrepræsentant, tilføjer hun.