Dommerne ved DM i faglig rådgivning

Igen fuldt hus, fællesskab og fagligt fokus

Ca. 800 farmakonomer har i løbet af de sidste to søndage deltaget i Farmakonom Dage 2016 med særligt fokus på faglighed og fælleskab. Først i Århus og i går i København.

350 farmakonomer var i går mødt op på Radisson Blu Falkoner i København, hvor den sidste af to Farmakonom Dage blev afholdt. Igen med fuldt fremmøde og fokus på farmakonomers faglighed og fællesskab.

Foredrag og indslag var de samme som sidste søndag, hvor arrangementet blev afholdt i vest, og hvor godt 425 deltog. Og det var med lige stor begejstring, at farmakonomernes formand Christina Durinck bød velkommen til de mange farmakonomer. Og det var med lige stor spænding, at DM i den faglige kunderådgivning øst for Storebælt skulle afgøres. Ligesom der skulle uddeles en farmakonompris og kåres en vinder for bedste poster i øst.

Og vinderne blev
Betina Andersen fra Østerbro Apotek leverede den bedste faglige kunderådgivning i øst, mens Birgitte Andersen, Køge Torvets Apotek, og Susan Isaksen, Ringsted Apotek, fik prisen for den bedste poster med posteren: Empatisk Lytning.

Farmakonomprisen gik til Sanne Hee Johansen, Sygehusapoteket Fyn, som ifølge en af indstillingerne ”formår at sprede sin sprudlende energi i sine omgivelser, hun er en inspiration og løfter det faglige niveau på en måde, som man som kollega ikke kan lade være med at blive smittet og stærkt inspireret af.”

Christina Durinck afsluttede Farmakonom Dage i København med disse ord: - Vi har sammen hørt spændende foredrag og indslag under disse sidste to fantastiske søndage. Nu kan vi bare se frem til, at Farmakonom Dage vil inspirere farmakonomer landet over til fortsat faglig udvikling og fællesskab.

 

Læs i øvrigt meget mere i næste nummer af Farmakonomen, der bringer den fulde reportage fra begge Farmakonom Dage.