nyheds banner

Og vinderne blev...

Danmarksmesterskabet i faglig kunderådgivning, kåring af bedste poster, uddeling af den nyindstiftede Farmakonompris og masser af farmakonomudvikling og –fællesskab.

425 farmakonomer var mødt op på Radisson Blu Scandinavia Hotel i Århus, hvor den første af to Farmakonom Dage med fokus på farmakonomers faglighed og fællesskab i dag blev afholdt. Under velkomsttalen åbnede farmakonomernes formand Christina Durinck godteposen for nogle af alle de aktiviteter og udviklingsmuligheder, som de fremmødte dagen lang fik rig lejlighed til at snuse til.

"Det er 6. gang, vi holder Farmakonom Dag, og i foreningen er vi meget glade for denne måde at fejre vores faglighed. Det er skønt at se så mange og mærke den stor opbakning," sagde Christina Durinck.

Hun opfordrede de fremmødte til at besøge de forskellige stande – både de professionelle medicinudbyderes, men også Pensionskassen, Pharmakons og Farmakonomforeningens.

"I Farmakonomforeningen har vi stort fokus på god løn, arbejdsvilkår og støtte, hvis der er noget i arbejdslivet, der går skævt. Men der er også en enorm styrke i fællesskabet. Det betyder blandt andet, at vi har været i stand til at indgå en aftale, hvor vi kan tilbyde en perlerække af nye medlemsfordele. Hør mere om dem i vores stand," sagde Christina.


Foredrag for flere
I de efterfølgende plenumindslag gav direktør og farmakonom Marianne Timm, Tjellesen Max Jenne (TMJ) sit input til ”Meningen med (arbejds)livet”. Et andet tilløbsstykke omhandlede ”Unge kvinder, sygdomme og medicin” leveret af klinisk professor Axel Forman, Institut for Klinisk Medicin, Gynækologisk-Obstetrisk afdeling, Århus Universitet.


DM i faglig rådgivning

Herefter fulgte DM i faglig rådgivning, hvor seks farmakonomer dystede om at levere den bedste kunderådgivning. Og vinderen i vest blev Sofie Krogsgaard Clausen fra Nykøbing Mors Sct Clemens Apotek, der med dommernes ord ”lagde sig en my foran de andre på grund af en virkelig god behovsafdækning”.


Foredrag for færre

Som en flydende masse spredtes farmakonomerne undervejs for at fordybe sig i mindre rum for at høre foredrag, som de forinden var tilmeldt. Blandt andet om “Certificering til at vaccinere”, om “Farmaceuter uden grænser – også for farmakonomer” og om, at “Man kan, hvad man vil”. Dette sidste leveret af farmakonom fra industrien.


Postere for alle

Andre benyttede imens lejligheden til at besøge de mange faglige postere, der sideløbende var udstillet. Både om helt nye projekter og om projekter, der har været præsenteret internationalt i forbindelse med FIP.


Farmakonomprisen

Som dagen skred frem, var spændingen til at føle. Dels blev det ved afstemning afgjort, at farmakonom Birgit Strøjer Schmidt fra OUH Odense Universitetshospital med posteren ”Stort udbytte af substitution på sygehus” blev kåret som ”bedste poster” – i vest. Ligesom det blev afsløret, at Ann-Sophie Cedervall, der er kombielev på Ebeltoft apotek og Hospitalsapoteket Region Midtjylland, fik Farmakonomprisen for at have gjort en forskel både i forhold til faglig bevidsthed og i forhold til fagets anseelse, og som samtidigt har vist en spændende vej for kolleger og andre farmakonomer.


Fremtidens sundhed
Rosinen i pølseenden var livsstilsekspert og forfatter Anne Glads afsluttende indspark om fremtidens forbruger. Hun fortalte sjovt og engageret om sundhed som gigatrend, og om babyboom-generationen som forbrugertyper, der i årene fremover vil sætte sit præg på sundhedsområdet. 

Farmakonom Dage 2016 i øst afholdes næste søndag den 13. marts i Radisson Blu Falkoner i København.