Farmakonomer oplever stigende arbejdspres

Oplever du at arbejdet kræver så meget tid eller energi, at det går ud over privatlivet?

Det er to spørgsmål hvor farmakonomer ligger på andenpladsen i en undersøgelse af arbejdsmiljøet, som FTF har offentliggjort i går.

Undersøgelsen sætter fokus på det grænseløse arbejde. Det vil sige de flydende grænser mellem arbejde og fritid, som flere og flere oplever på det moderne arbejdsmarked. Hjemmearbejdspladser og adgang via mobiltelefon og pc har betydet, at man på mange arbejdspladser kan arbejde på alle tider af døgnet.

I undersøgelsen er medlemmer af organisationer under FTF, blandt andet skolelærere, sygeplejersker, socialrådgivere og altså også farmakonomer, blevet spurgt om hvordan det grænseløse arbejdsmarked har betydning for deres liv. Farmakonomer udgør kun en lille del af de samlede besvarelser, men ligger altså i top når det handler om at arbejdet trækker på resurser i forhold til privatlivet.

”Farmakonomer oplever, at der stilles stigende krav i hverdagen og at udviklingen i faget og i apotekssektoren går meget stærkt” siger Christina Durinck, formand for Farmakonomforeningen. ”Resultatet af undersøgelsen bekræfter min oplevelse af, at farmakonomerne er pressede i hverdagen, og det er naturligvis ikke i orden, at det går ud over privatlivet. Det er op til arbejdsgiverne at sikre trivsel på arbejdspladsen, og at der er en god balance mellem arbejde og fritid”.

I undersøgelsen er der en række anbefalinger og råd til hvordan udfordringerne ved det grænseløse arbejdsmarked kan håndteres på forskellige niveauer.

Rapporten kan læses her:

http://www.ftf.dk/aktuelt/ftf-analyse/artikel/ftf-saet-rammer-for-det-graenseloese-arbejde/