Hjælp os med at give dig det gode arbejdsliv, som du fortjener

1.000 tilfældigt udvalgte medlemmer af Farmakonomforeningen er udvalgt til at deltage i stor FTF-undersøgelse om det psykiske arbejdsmiljø.

I løbet af de kommende dage modtager 1.000 medlemmer af Farmakonomforeningen en mail med invitation fra vores hovedorganisation FTF om at deltage i en undersøgelse om psykisk arbejdsmiljø.

Formålet med undersøgelsen er at få ny og bedre viden om, hvordan det psykiske arbejdsmiljø er - for medlemmer af Farmakonomforeningen og øvrige 22 organisationer, som deltager i undersøgelsen.
Denne viden om aktuelle problemer og styrker i arbejdsmiljøet kan hjælpe foreningerne til fremadrettet at målrette indsatsen for et godt psykisk arbejdsmiljø.

- I Farmakonomforeningens sekretariat oplever vi mange medlemmer, som henvender sig, fordi de har ”ondt i det psykiske arbejdsmiljø”, fortæller formand Christina Durinck. - Derfor har vores Arbejdsmiljøudvalg øget fokus på at gøre en ekstra indsats på dette område, så farmakonomer kan få det gode arbejdsliv, som I fortjener.

- Men vi kan ikke gøre det alene. Vejen til et bedre psykisk arbejdsmiljø kræver også samarbejde med andre for at få større gennemslagskraft, fortsætter hun. - Derfor håber vi, at du - hvis du er en af de tilfældigt udvalgte - har lyst og kan finde tid til at deltage i FTF-undersøgelsen. På den måde kan vi få størst mulig vægt bag vores ord og i sidste ende øge vores mulighed for at hjælpe dig og dine kolleger med en målrettet indsats for jeres arbejdsmiljø.

Alle oplysninger i undersøgelsen vil blive behandlet fortroligt, og undersøgelsen er godkendt af Datatilsynet.