Planlægning af ferie

Sekretariatet får mange henvendelser om rettigheder i forbindelse med afholdelsen af ferie. Vi har samlet en række svar på hyppigt stillede spørgsmål.

Så meget sammenhængende ferie har du ret til
Alle ansatte har efter ferieloven ret til tre ugers sammenhængende hovedferie som du har ret til, at holde i sommerferieperioden der løber fra den 1. maj til den 30. september. Det er vigtigt at understrege, at dette er en ubetinget ret, du har som lønmodtager. Du vil derfor aldrig være forpligtet til at indgå aftaler om kun at holde to ugers sammenhængende ferie - for så at få en uge senere.

Hvornår har man krav på at få at vide, hvornår ens ferie falder?
Ifølge ferieloven har man krav på at få besked senest tre måneder før sommerferien skal afvikles, og det er arbejdsgiverens ansvar, at overholde denne frist.
Når arbejdsgiveren har givet besked om, i hvilke uger du har sommerferie, ligger ferien fast.

Ferie kan kun annulleres ved særlige nødstilfælde
Kun i helt særlige nødstilfælde kan arbejdsgiveren ændre en fastsat ferie.
Hvis du eller en af dine kolleger kommer ud for, at jeres arbejdsgiver annullerer varslet ferie, så kontakt sekretariatet, så vi kan se nærmere på, om betingelserne er opfyldt.
Når ferien er påbegyndt, kan arbejdsgiveren ikke kalde dig på arbejde – uanset om du er bortrejst eller ”kun” holder ferie derhjemme.

Kan jeg ændre min aftalte ferie til et andet tidspunkt?
Man kan som udgangspunkt ikke ændre sin planlagte ferie grundet uforudsete hændelser. Heller ikke, hvis en pårørende er blevet syg, rejsearrangøren har aflyst rejsen eller andet.

Du kan selvfølgelig altid drøfte med din arbejdsgiver, om der er mulighed for at rykke ferien. Men hvis arbejdsgiveren fastholder den aftalte ferieplan, må du afvikle ferien, som planlagt.

Skemaperioden kan udvides på privat apotek
På området for privat apotek er det almindeligt, at man har en skemaperiode på seks uger. Der er dog mulighed for at udvide skemaperioden helt op til 12 uger i juni, juli og august. Det betyder eksempelvis at man kan skemalægge mange timer i uge 1, 2, 5 og 7 mod modsat at have færre timer i de andre uger. Dermed kan man undgå, at de hårdest trængte uger medfører overarbejde, fordi timetallet går op inden for den 12 ugers skemaperiode.

Ingen time-for-time overarbejde på privat apotek for at få skemaet til at gå op
På langt de fleste arbejdspladser er størrelsen af medarbejderstaben tilpasset til de opgaver, der skal løses, når der ikke skal afvikles ferie. Det betyder, at afviklingen af ferie for flere på samme tid øver arbejdsmængden for de tilbageværende medarbejdere. Samtidig er det i alles interesse, at man forsøger at sammensætte et sommerferieskema, så alle får fri i de uger, de ønsker.


I sekretariatet er vi opmærksomme på, at der er mange udfordringer forbundet med afviklingen af hovedferien i sommerferieperioden, og at der ligger mange overvejelser bag de løsninger, som man vælger på de enkelte arbejdspladser.


Men vi vil gerne pointere, at du ikke bør påtage dig overarbejde time-for-time for at få sommerferieskemaet til at gå op. Du er ansat det timeantal, der er angivet på ansættelsesbeviset, og hvis du påtager dig arbejde derudover, vil der være tale om overarbejde. Der kan altså ikke kompenseres i sommerferieperioden ud fra devisen: ”Hvis alle giver den en ekstra skalle, så får vi alle fri, når vi gerne vil have det”. Overarbejde er mere arbejde, end du er ansat til, uanset hvad begrundelsen for overarbejdet er.
Efter overenskomsten er der ikke mulighed for at indgå en kollektiv aftale om at blive honoreret time-for-time.