nyheds banner

De offentligt ansatte får hverdagen til at hænge sammen

Der er ingen, der ønsker konflikt, men hvis den kommer, er både organisationerne og de offentligt ansatte tillidsrepræsentanter klar.

Torsdag den 22. marts var over 10.000 tillidsrepræsentanter fra alle mulige faggrupper samlet i Fredericia til et historisk stort TR-møde. Der var 14 repræsentanter for Farmakonomforeningen med til mødet.

Tillidsrepræsentanterne var samlet for at forberede en eventuel konflikt, men man håber stadig, at forhandlerne når frem til en god løsning for alle.

TR-stormødet blev afholdt samme dag, som en undersøgelse viste, at to ud af tre danskere - 66 procent - mener, at der er råd til at give de offentligt ansatte 'mærkbare lønstigninger.' Det kan du læse mere om her.

Fagbevægelsen har udtaget ca. 80.000 offentligt ansatte til strejke, der tidligst kan starte den 4. april. Arbejdsgiverne har svaret igen med et lockoutvarsel af hele 440.000 offentligt ansatte. Lockouten vil blive effektueret fra tidligst den 10. april.

- Omfanget er helt ude af proportioner og vil ramme almindelige danskere ualmindeligt hårdt, lyder det fra Farmakonomforeningens formand, Christina Durinck.  

De forsamlede organisationer vedtog også en udtalelse, som de håber, der vil blive lyttet til:

Vi repræsenterer alle de medarbejdere i den offentlige sektor, der hver dag får hverdagen til at hænge sammen for borgerne. Vores budskab til jer er klart: Lad os få lavet en overenskomst, der gavner hele Danmark. Vi er klar. 

Det, vi beder om, er faktisk kun, at I anerkender vores arbejde og viser os tillid gennem:

- En lønudvikling på lige fod med de privatansatte.

- At I viser os, at vi kan have tillid til vores aftaler ved at finde en løsning på den betalte spisepause. 

- At I viser vilje til at indgå en aftale om arbejdstid med alle, også lærerne. 

- At vi passer på vores seniorer, så de kan holde til at blive i jobbet.

Vi er stolte over vores indsats, og vi er stolte over, at befolkningen sætter pris på os og bakker os op. Vi ved, at forholdene for de offentligt ansatte hænger sammen med den kvalitet, som borgerne får. Borgerne fortjener at blive fri for jeres lockout, der vil lamme hele landet. Det er på høje tid at finde en løsning for alle.