Foto: Philip Davali

De statsligt ansatte farmakonomer siger ja

Overenskomsten på det statslige område er blevet stemt igennem.

Farmakonomforeningen har 21 medlemmer ansat i staten. Af dem stemte de 16 om overenskomsten – 13 stemte for og 3 imod. Det giver en samlet stemmeprocent på 76,2 og en stemmefordeling på 81,25 procent for og 18,75 procent imod. Der var ingen, der stemte blankt.

Farmakonomforeningens formand Christina Durinck er glad for opbakningen til overenskomstresultatet. Hun understreger også betydningen af, at en så stor del af de stemmeberettigede har brugt deres stemmeret:

- Vi har fået rekordhøje stemmetal og stor tilslutning til overenskomstresultaterne på både det statslige, det kommunale og det regionale område. Det er et klart signal til arbejdsgiverne om, at vi farmakonomer er et stærkt faglig fællesskab, og at vi står sammen om vores rettigheder.