Det blev et stort JA til overenskomsten på privat apotek

Farmakonomerne ansat på landets private apotekere har været flittige til at klikke ind og stemme om overenskomsten.

Med 93,3 procent ja-stemmer er overenskomsten for farmakonomer på privat apotek nu gældende.

Afstemningen begyndte den 4. juni og sluttede den 18. juni kl. 23.59. Stemmeprocenten var på hele 64,4 procent. Det er den højeste valgdeltagelse Farmakonomforeningen har set på privat apotek i dette årti. I alt 1.958 farmakonomer gjorde brug af deres stemmeret. Der var 1.826 farmakonomer, der stemte ja, 114 (svarende til 5,8 procent), der sagde nej, og 18 der stemte blankt (0,9 procent).

Farmakonomforeningens formand Christina Durinck er stærkt tilfreds med resultatet:

- Vi har fået forhandlet en god overenskomst hjem, der ud over at give stigninger på løn og pension også ser fremad både i forhold til kvalifikationer og arbejdsmiljø. Som en del af overenskomsten laver vi et trivselsprojekt, så vi kan få gjort noget ved sygefraværet, og farmakonomerne vil fremover have adgang til psykolog som en del af deres sundhedsforsikring. Derudover sætter vi også fokus på farmakonomernes kompetencer. Der kommer både ret og pligt til efteruddannelse, og så bliver der lavet et projekt, der sætter fokus på farmakonomernes skrankerådgivning.

Hun er også glad for, at så mange medlemmer har stemt:

- Det betyder meget, at så mange medlemmer har stemt. Det viser tydeligt landets apotekere og Danmarks Apotekerforening, at vi er et stærkt fagligt fællesskab, og at vi står sammen om at sikre rettigheder og arbejdsvilkår for farmakonomerne. Derfor skal der også lyde en stor tak til alle tillidsrepræsentanterne og også de mange menige medlemmer, der har opfordret deres kolleger til at stemme. 

Overenskomsten gælder med tilbagevirkende kraft fra den 1. april 2018. Så hold øje med din lønseddel, hvor reguleringen vil fremgå.