Farmakonom: Vi skal bevise, hvad vi dur til

Folk ved ikke, hvilken forskel farmakonomers rådgivning gør, mener farmakonom Jannie Christensen. Derfor har hun hjulpet Pharmakon med at blive klar til storstilet rådgivningsprojekt. I kan også deltage på jeres apotek.

– Det her præparat er der nogle produktionsproblemer med, så det har vi ikke på hylderne lige nu. Men vi har et, der kan det samme, siger farmakonom Jannie Christensen og smiler betryggende til en ældre kunde på Apoteket RO’s Torv i Roskilde.

– Her, nu skal du se – denne her har samme virkning mod anafylaktisk shock, som den du plejer at få. Pak den lige op, når du kommer hjem, så du ved, hvordan den ser ud, når nu du bruger den akut.

Jannie Christensen opdaterer og printer kundens medicinliste, går recepterne igennem med hende en for en og sender hende trygt videre ud i indkøbscentret.

En dokumenteret forskel
Efter ekspeditionen skal Jannie krydse kundens køn og alder af i et spørgeskema, ligesom hun beskriver, hvilken medicin hun fik udleveret, hvilken type rådgivning, Jannie gav hende, og hvor lang tid det tog.

Spørgeskemaet er udviklet af Pharmakon og skal testes af, inden et stort projekt, der går tæt på og dokumenterer farmakonomers rådgivning på privat apotek, løber af stablen i det nye år. Projektet er en del af overenskomstaftalen mellem Danmarks Apotekerforening og Farmakonomforeningen.

I løbet af den dag, Jannie Christensen tester spørgeskemaet af, når hun at ekspedere 110 kunder med alverdens forskellige behov. Og hver gang, Jannie Christensen ser en ny borger i øjnene, bruger hun sin faglighed til at vurdere, præcis hvilken rådgivning vedkommende har brug for.

– Rådgivning betyder alt i mit arbejde – for patientsikkerhedens skyld. Og det giver mig så meget, når jeg kan mærke, at jeg har haft en god kontakt og gjort en forskel for en kunde. Jeg betragter faktisk mig selv som lægens forlængede arm, siger hun.

Der er brug for dig
Nogle gange er det trætte småbørnsforældre, der lige får forklaret en gang til, hvordan øjnene på den lille skal dryppes. Andre gange vejleder hun astmatikere i, hvordan de skal bruge deres inhalator rigtigt eller opfanger misbrug af næsespray og får guidet kunden til at forebygge og styrke slimhinderne i stedet.

Men selvom både eksempler og forklaringer flyder som selvfølgeligheder fra Jannie Christensen, er hun overbevist om, at folk uden for farmakonomkredse ikke er bevidste om, hvad det er for en rådgivning, man får på apoteket, og hvilken faglighed der ligger bag den rådgivning.

Derfor er det kommende rådgivningsprojekt så uhyre vigtigt, mener hun.

– Det at få dokumenteret, hvad vi gør og kan, kan give os mere anerkendelse. Og så har det været rigtig sjovt for mig selv at registrere min faglighed på den måde – hold da op hvor får jeg opfanget og spurgt ind til meget. Jeg vil helt klart opfordre andre farmakonomer til at være med, slutter hun.

Læs mere om rådgivningsprojektet, og hvordan du tilmelder dig her.