nyheds banner

Farmakonomer uden for sygehusapotekerne kan være ramt af konflikt

Farmakonomfaget er alsidigt, og stadigt flere farmakonomer sikrer blik for lægemiddelhåndtering og samspillet i sundhedssektoren i vigtige stillinger i det offentlige. Læs her hvad det kan betyde i forhold til konflikten i det offentlige.

Unikke kompetencer
Farmakonomernes kompetencer er både alsidige og specifikke. Flere og flere arbejdsgivere får øjnene op for farmakonomernes medicinforståelse, blik for detaljen og fokus på struktur. I det offentlige har farmakonomer derfor nu i stigende grad fundet vej til andre arbejdspladser end sygehusapotekerne. Der sidder i dag farmakonomer og er beskæftiget så forskellige steder som i arbejdet med Sundhedsplatformen, på en regionsgård i arbejdet med dataanalyse eller i projektsekretariatet der arbejder med flytningen til Gødstrup Sygehus.

Det er dog ikke altid, at medlemmer tager kontakt til foreningen i forbindelse med et jobskifte (selvom det er en god idé!), og derfor kan der være mangler i vores viden om, hvor medlemmer er ansat – og det kan have betydning i forhold til en eventuel konflikt på det offentlige område.

Hvis du arbejder i en region eller kommune og af din arbejdsgiver har fået at vide, at du er udtaget til lockout, men ikke har hørt fra foreningen, så kontakt Farmakonomforeningens sekretariat på ff@farmakonom.dk. Hvis du har en gammel studiekammerat, som du ved har landet et spændende job i det offentlige, så må du også godt lige praje din ven!