Farmakonomerne siger ja til ny hovedorganisation på ekstraordinær kongres

Den 13. april besluttede LO og FTF at danne en fælles hovedorganisation. Farmakonomforeningen har overvejet fordele og ulemper og har nu besluttet at gå med i sammenlægningen.

Farmakonomforeningens ekstraordinære kongres vedtog den 19. juni enstemmigt, at Farmakonomforeningen går med i den nye hovedorganisation, når den bliver en realitet den 1. januar 2019.

- Sammenlægningen er ikke en beslutning, der er groet i vores have, lyder det fra Farmakonomforeningens formand, Christina Durinck. Hun fortsætter:

- Det er ikke nogen hemmelighed, at vi i Farmakonomforeningen og i sektion P i perioden, hvor der blev talt sammenlægning har været kritiske i forhold til en række punkter, som vi forsøgte at ændre. Men demokratiet talte den 13. april, og nu går vi konstruktivt ind i samarbejdet for at skabe den bedst mulige hovedorganisation.

Christina Durinck er internt i FTF formand for sektionen for privatansatte, Sektion P. I den nye hovedorganisation er hun valgt til både hovedbestyrelse og forretningsudvalget. Herfra vil hun fortsætte med at arbejde for, at de små organisationer som Farmakonomforeningen bliver hørt i samarbejdet, der bærer præg af nogle enkelte meget store fagforeninger.

- Det har altid været kendetegnende for Farmakonomforeningen, at vi søger det brede samarbejde. Nu er det op til den nye hovedorganisation at gøre vores bekymringer til skamme.

- Heldigvis er der ingen tvivl om, at vi også er gode sammen. FTF og LO har lavet en lang række gode samarbejder, både når det gælder uddannelsesområdet, arbejdsmiljø og for nyligt med OK18, hvor vi kom langt, fordi vi stod sammen, lyder det afslutningsvist fra Christina Durinck.