Farmakonomforeningens formand er sygemeldt

Farmakonomforeningens formand Christina Durinck er blevet sygemeldt med stress.

 - Jeg havde håbet, at en god, lang sommerferie kunne få mig ovenpå igen, men meldingen er klar: Af hensyn til mit helbred er det nødvendigt, at jeg er sygemeldt i en periode. Derfor trækker jeg i en tid stikket helt for alt arbejde, for mail, telefon og sociale medier, fortæller Christina Durinck i en opdatering på Facebook.


Inden sygemeldingen blev offentliggjort, har Christina Durinck informeret politisk valgte, medarbejderne i Farmakonomforeningen og samarbejdspartnere om situationen.

Under hendes sygefravær vil Farmakonomforeningens øvrige politiske og administrative ledelse varetage hendes opgaver.