Gem dine gamle lønsedler

Hold fast i dine gamle lønsedler, hvis du tænker på at skifte job en gang i fremtiden. For GDPR-reglerne gør, at blandt andre Danmarks Apotekerforening sletter deres versioner.

Lønsedlerne kan være gode at have, hvis du skal dokumentere din anciennitet over for en ny arbejdsgiver. Derfor vil det være fornuftigt at gemme de gamle lønsedler, så du selv har denne dokumentation liggende.

Store bøder for at beholde personfølsomme data
For at overholde GDPR-reglerne (persondata-reglerne som blev rullet ud i hele EU i foråret) vil Danmarks Apotekerforening slette store mængder af gammel data. Herunder vil de slette gamle lønsedler på farmakonomer, der er ansat på privat apotek. Det samme vil formentlig være gældende hos andre arbejdsgivere, hvorfor det for alle farmakonomer vil være en fordel at holde fast i de gamle lønsedler. Når arbejdsgiverne sletter gammel data, handler det bl.a. om, at bøderne man kan blive idømt, hvis reglerne ikke overholdes, er blevet forhøjet væsentligt.

Lønsedler findes stadig i e-boks
Har du kun lønsedler fra perioden efter at e-boks er blevet taget i brug, så skal du ikke gøre noget, da dine lønoplysninger vil ligge der.

Ligger du ikke inde med gamle lønsedler, og har du brug for at dokumentere dine tidligere ansættelser, kan du få hjælp ved at kontakte tidligere arbejdsgivere og får dem til at skrive under på, at du har været ansat der - en såkaldt ”tro og love” erklæring.

Er du i tvivl om din anciennitet, og hvordan den beregnes, er du velkommen til at kontakte Farmakonomforeningens sekretariat på tlf. 3312 0600 mellem kl. 09.00 og 15.00.