Så er der nyt om tandforsikringen for farmakonomer på privat apotek

Fra 1. januar 2019 er dine tænder bedre sikret, hvis du arbejder på privat apotek. Overenskomsten betyder, at du nu bliver omfattet af en tandforsikring.

Som opfølgning på overenskomstaftalen på privat apotek har Danmarks Apotekerforening og TRYG indgået en aftale om tandforsikring. Den gælder for alle farmakonomelever og farmakonomer på privat apotek, der arbejder over 35 timer om måneden, med mindre de aktivt fravælger den.

Hvis du arbejder på privat apotek, kan du dermed fra 1. januar 2019 få dækket tandlægeudgifter på op til 30.000 kr. via din overenskomst.


Aftale indgået i sidste øjeblik

Aftalen om tandlægeforsikringen er et ny element i overenskomsten for farmakonomer på privat apotek, der blev indgået i juni måned.

Men Danmarks Apotekerforening har først kort tid inden, ordningen skal træde i kraft, givet Farmakonomforeningen mulighed for at tjekke, om tandlægeforsikringen lever op til den aftale, der blev lavet ved forhandlingsbordet.

- Vi har i det halve år, der er gået, siden overenskomsten blev indgået, gang på gang udbedt os svar fra Danmarks Apotekerforening om, hvordan aftalen ville blive skruet sammen, fortæller Farmakonomforeningens formand Christina Durinck.

- Ved forhandlingerne havde vi et tilbud om en aftale med en stor sundhedsaktør med til forhandlingsbordet. Den indeholdt de elementer, som vi gerne ville have, og som vi blev enige om. I Apotekerforeningen har man siden valgt at bruge en anden forsikringspartner, nemlig TRYG. Vi finder, at der er væsentlige afvigelser i forhold til det aftalte, og det prøver vi nu at finde en løsning på, fortsætter Christina Durinck.

- Det ændrer dog ikke ved, at aftalen med TRYG er indgået og gælder fra årsskiftet, så på den måde er farmakonomernes tandsundhed bedre sikret fra årsskiftet, end den er i dag. Det er trods det uskønne forløb en konkret forbedring for medlemmerne.

Det skal du og dine kolleger være særligt opmærksomme på
Fra 1. januar har du et vindue på 30 dage til at tilmelde ægtefælle/samlever og/eller børn mellem 18 og 25 år til ordningen. Det kan du finde mere information om på Apotekerforeningens medlemsnet. Børn, som fylder 18 i løbet af 2019, kan tilmelde sig ordningen inden for et tilsvarende vindue på 30 dage efter deres fødselsdag. Ny ægtefælle/samlever kan på samme måde tilmelde sig tandforsikringen inden for 30 dage efter deres nye status.

Du bliver beskattet af præmien på forsikringen, og det er som altid en god idé at sørge for, at rette ændringer i indtægt og beskatning på forskudsopgørelsen til SKAT. Har du spørgsmål til dette, bedes du ligeledes kontakte Danmarks Apotekerforening.

Læs altid det med småt – mere du skal vide
Som med alle andre forsikringer er det en rigtig god idé at læse forsikringsbestemmelserne igennem og tjekke, hvad der er dækket, inden du får lavet noget.

Forsikringen dækker eksempelvis ikke kosmetiske behandlinger hos tandlægen som tandblegning og tandregulering eller forebyggende tandbehandling som fx tandrensning. Der er også loft over eksempelvis hvor meget implantat- og kronearbejde, man kan få udført med dækning.

Hvis du har spørgsmål vedrørende din nye tandforsikring, kan du kontakte Danmarks Apotekerforening på 3376 7600.