nyheds banner

Stort ja til overenskomsten i regioner og kommuner

Farmakonomerne i landets regioner og kommuner har stemt i stort tal – og de har stemt ja!

Hele 77,6% af farmakonomerne i kommunerne og i regionerne har valgt at stemme. Af dem der stemte i regionerne er det 98,8%, der har valgt at stemme ja. I kommunerne er 100 % af de afgivne stemmer ja-stemmer.

Farmakonomforeningens formand Christina Durinck er glad for den store opbakning til overenskomstresultatet:

- Det betyder utroligt meget, at en rekordstor del af medlemmerne har taget stilling og stemt om resultatet. Forhandlingerne i foråret viste os, at der er en enorm styrke i at stå sammen. Når det enkelte medlem oven på det går ind og bruger sin stemmeret, så sender det et tydeligt signal til arbejdsgiverne. Det er en klar tilkendegivelse af, at vi i Farmakonomforeningen er et stærkt fællesskab, og at vi står sammen om vores rettigheder.