Undervisningsdag for TR’er: Regler om arbejdstid fylder

Tillidsvalgte farmakonomer fra hele landet har været samlet til Farmakonomforeningens undervisningsdage, så de er klædt bedst muligt på til at rådgive deres farmakonomkollegaer.

Spørgelysten var stor, da knap 60 tillidsvalgte farmakonomer mødtes i Høje Taastrup til Farmakonomforeningens halvårlige undervisningsdag.

Efter Farmakonomforeningens næstformand Ann-Mari Grønbæks indledning var særligt arbejdstidsregler for ansatte på privat apotek på programmet. Formålet med undervisningsdagen var desuden at klæde tillidsrepræsentanterne på til at samarbejde med ledelsen om, at reglerne overholdes.

Og spørgelysten blandt de engagerede tillidsrepræsentanter var stor, fortæller Maria Damm-Hansen, der er chef for Afdeling for rådgivning og forhandling, og som sammen med en konsulent underviser tillidsrepræsentanterne.

”Der er ingen tvivl om, at netop arbejdstidsregler optager rigtig mange af vores medlemmer,” siger hun.

Den 4. oktober blev succesen gentaget i Vejle, hvor mere end 80 tillidsrepræsentanter deltog en tilsvarende undervisningsdag.